Vi kravler for velfærd!

Nyheder | Fredag, december 15, 2017 - 14:58

Vi kravler for velfærd!

Gaver er noget vi giver til hinanden, og det samme er velfærd. Alt for længe har dem der passer på os og vores velfærd haft alt for dårlige forhold. Det laver vi om nu – i år ønsker vi os derfor fire ting!

Flere hænder i det offentlige

Der skal være tid til at udføre arbejdet ordentligt. Velfærdsarbejdere har en stærk faglighed, men må ofte på grund af nedskæringer og dårlige normeringer gå på kompromis med kvaliteten. Vi vil derfor have flere hænder i det offentlige, så vi efter årtier med nedskæringer og privatiseringer kan skabe det velfærdssamfund vi fortjener!

 

Lige løn for arbejde af lige værdi

Mandedominerede fag tjener gennemsnitligt mere end kvindedominerede på trods af lige uddannelseslængde og ansvar. Som ligestillede vil vi bedre kunne kæmpe sammen for bedre vilkår. Derfor skal lønforskellen udlignes i overenskomstforhandlingerne eller med en ligelønspulje.

 

Forkort arbejdstiden og fordel arbejdet
Arbejdet er blevet mere intensivt, og stress er en epidemi blandt velfærdsarbejdere. Vi vil derfor have mere fritid til hvile og selvbestemmelse, fritid til at deltage i foreningsliv og være sammen med familien. Arbejdstiden skal sættes ned til 30 timer om ugen med fuld løn, og der skal kompenseres ved at ansætte flere, så det ikke går ud over kvaliteten af arbejdet og velfærden.

 

Mindre bureaukrati, mere medbestemmelse
Topstyring og absurde regler forringer velfærden. Vi vil ikke være regelstyrede robotter i vores møde med mennesker, men have rum til betydningsfuldt velfærdsarbejde. Det betyder plads til at sætte fagligheden i spil og medbestemmelse på arbejdets udførsel.

 

Socialistisk Ungdomsfront hænger kravlenisser for velfærd op i solidaritet med de offentligt ansatte i deres krav om bedre arbejdsvilkår og velfærd. Overenskomstforhandlingerne i det offentlige er allerede gået i gang, det er derfor tid til at vise, at vi står ved vores krav og er villige til at handle på dem!

Vi ved, at velfærden kan udføres bedre, end den bliver gjort i dag, men vi ved også, at en betingelse for det er, at velfærdsarbejderne får flere hænder, lige vilkår, mindre presset arbejde og mere medbestemmelse.

Og hvis ikke vi får, hvad vi ønsker os til jul, bliver vi måske drillenisser!

 

Hent dine KRAVlenisser her