Til kamp mod 42-timers arbejdsuge, til kamp for en aktivistisk og demokratisk fagbevægelse

Nyheder | Søndag, april 23, 2017 - 16:58

Til kamp mod 42-timers arbejdsuge, til kamp for en aktivistisk og demokratisk fagbevægelse

Afstemningen om OK17 gav anledning til den største og mest aktivistiske nej-kampagne i mange årtier. Og med god grund.

Udtalelse fra SUFs landsmøde, 21. til 23. april 2017.

Først og fremmest fordi forliget giver virksomhedsejerne en ensidig ret til at gennemtvinge op til fem timers overarbejde om ugen – og til ensidigt at placere afspadseringen. Det er et direkte angreb på arbejdernes ret til fritid, og en styrkelse af kapitalens magt over vores liv. Samtidig indeholder forliget ingen reelle lønstigninger og ingen initiativer mod social dumping. Kort sagt: Det er et lorteforlig.

Nej-kampagnen har været drevet af aktivistiske fagforeningsmedlemmer over hele landet. Når pamperne i fagtoppen har reageret så fjendtligt over for nej-kampagnen, som de har, er det et tydeligt bevis på, at de er ude af kontakt med de medlemmer, som de burde repræsentere. Fagtoppen har spillet på virksomhedsejernes hold ved at køre en aggressiv ja-kampagne, fordi de er mere interesseret i borgfred end i at kæmpe for deres medlemmer. Hvis pamperne selv blev tvunget op i arbejdstid, havde de nok været mindre ivrige efter at gennemtvinge det arbejderfjendske forlig.

At forliget blev vedtaget betyder ikke, at kampen mod højere arbejdstid er slut. Over hele landet er der indkaldt til aktivistmøder, der skal diskutere fremtidige protester. Allerede dagen efter resultatet blev offentliggjort gik 900 slagteriarbejdere i strejke, og stilladsarbejderne blokerede indgangen til 3Fs hovedkontor. I SUF støtter vi ethvert initiativ til protest mod forliget. Det gælder også overenskomststridige strejker. Kampen mod virksomhedernes ragen til sig føres ikke i forhandlingslokalerne fjernt fra medlemmerne, den føres på gaden og på arbejdspladserne.

Den stærke nej-kampagne er lige præcis den type faglig bevægelse, vi har brug for. Alle medlemmers aktive deltagen, stillingtagen og vilje til at gå på barrikaderne er forudsætningen for en stærk modoffensiv mod kapitalisternes tromlen løs. Den bevægelse skal vi være med til at styrke, ikke blot i forbindelse med lige netop dette forlig, men også frem til OK18 og OK20 skal vi arbejde for at styrke demokratiske og aktivistiske organiseringer.

Den store modstand mod 42-timers arbejdsugen viser med al ønskelig tydelighed, at der er brug for at nedsætte arbejdstiden. Kampen mod forliget bør ikke blot blive en kamp mod øget arbejdstid, men bør bruges som afsæt for at videreføre kampen for en nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer om ugen. Det er et krav SUF længe har kæmpet for, og vi vil også rejse det som en del af protesterne mod forliget.