SUF's nytårstale

Nyheder | Onsdag, januar 3, 2018 - 14:11

SUF's nytårstale

Vi ser tilbage på venstrefløjens sejre og udfordringer i 2017, og kigger fremad mod de kampe vi skal kæmpe i 2018.

Talen findes også som video her.

Nu skriver vi 2018 – et nyt år med nye muligheder; men også med de opgaver og kampe, som vi ikke fik fuldført eller vundet i det gamle. Vores bekymringer bliver ikke slettet ved at skrive et nyt årstal.

Vi har i det forløbne år været vidne til et voksende fremmedhad, magthavernes manglende villighed til at tage vare på klimaet, og en forværrelse af uligheden både på globalt og nationalt plan.

Lige nu vinder de højrenationalistiske bevægelser frem. De spreder deres hadske retorik både online og i det offentlige rum. De er voldsparate, og flere af bevægelserne trækker et blodigt spor efter sig.

Fremmedhadet lever også i bedste velgående i det system, som vi alle lever under. I 2017 så vi flere eksempler på, hvordan dette had manifesterede sig i samfundets institutioner. Umenneskelig behandling af flygtninge på asylcentre og politibrutalitet er desværre blevet til normen i det danske samfund.

Endnu et eksempel på det institutionaliserede fremmedhad er regeringens modvilje mod  at hjælpe folk i nød. Det er skamfuldt, at de nægter at tage imod 500 kvoteflygtninge. Herved har regeringen endnu engang bevist, at de fører en politik for de få, og ikke for de mange.

Det er ikke kun overfor flygtninge, at regeringen fører en umenneskelig politik. Grebet om velfærdssamfundet er igen blevet strammet, og endnu en gang er det de ressourcesvage der bliver ramt. Kontanthjælpsloftet er fattigdoms- og ulighedsskabende. Hvis vi fortsætter i denne nedadgående spiral, vil konkurrencestaten vinde, og vi må erklære velfærdssamfundet fallit.

Hver eneste dag bliver det blot mere tydeligt, at kapitalismen er et system, der dræber. Dette blev desværre bekræftet da Grenfell-tårnet, et socialt boligbyggeri i et af de fattigste områder i London, satte i brand. Branden dræbte og sårede næsten 200 mennesker. Og det er kapitalismen, der har Grenfell-tårnets beboeres blod på sine hænder.

Trods kapitalismens hærgen, må vi ikke lade os lamme af apati - vi må fortsat tage kampen op og gå på barrikaden for en bedre verden!

For år 2017 har også budt på sejre. Me too-kampagnen har på globalt plan styrket kvinder og andre ikke-mænd. Den har skærpet den feministiske bevidsthed blandt befolkninger verden over, og den har bragt os et skridt tættere på en verden uden sexisme. Et feministisk oprør buldrer også i Den Syriske Borgerkrig. Bevægelsen fra den autonome stat Rojava har vundet mange sejre i deres kampe mod IS, og kommer hver dag et skridt tættere på at skabe et uafhængigt, feministisk og socialistisk samfund!

I Danmark har de politiske sejre i år 2017 også været af stor betydning. En folkelig bevægelse, med rødder i venstrefløjen, har sørget for at Amager Fælled bliver bevaret. Vi slog et slag for, at billigere boliger til almene borgere ikke behøves at opføres på bekostning af naturen. Fælleden er et vigtigt naturområdet, og i tider som disse hvor miljøet presses til sit yderste, må vi kæmpe for naturen.

...

Det vi må huske os selv og hinanden på, også i år 2018, er at vi ikke må lade højrefløjen vinde. Vi må yde modstand og stå fast på, at det er løgn, at vi ikke kan tage imod flere flygtninge. Det er løgn, at velfærden ikke kan bevares. Og det er løgn, at det er nødvendigt at drive rovdrift på jordens ressourcer.

Vi gerne sige tak. Tak til alle jer der organiserer sig frivilligt i bevægelser, og viser solidaritet med jeres medmennesker. Tak til Enhedslisten, for at slås for et mere lige Danmark. Og afslutningsvis vil vi gerne give et kæmpe tak til SUF’ere landet over, som hver dag kæmper et brag af en kamp for en bedre verden.

De politiske kampe i 2018 skal vi ikke tage alene. Vi skal bruge vores feministiske og antiracistiske bevidsthed til at arbejde mod klasseskel. Vi skal kæmpe kollektivt og side om side med nationale og internationale bevægelser. Vi skal trodse vores fælles fjende, kapitalismen, og forene os på tværs af grænser og folkeslag!

 

Socialistisk Ungdomsfront ønsker alle et godt nytår. Må proletariatet sejre!