Skrot racistiske love og mal byen rød - kom til AM18!

Nyheder | Tirsdag, oktober 23, 2018 - 10:25

Skrot racistiske love og mal byen rød - kom til AM18!

 

I løbet af de seneste par år har skiftende regeringer mixet en fattiggørende og racistisk cocktail. Overførselsindkomster som SU, dagpenge og kontanthjælp er blevet skåret markant ned. Integrationsydelsen er blevet genindført.  Mennesker på flugt bliver spærret inde på asylcentre eller tvunget tilbage til et usikkert og uværdigt liv. Det seneste skud på stammen er Løkke og Støjbergs niqabforbud, ghettoplan og lejrlov. 

Hvad betyder alt dette?

Det betyder, at flere mennesker ikke har råd til et sted at bo, fordi man river billige boliger ned samtidig med at huslejepriserne i byerne stiger og stiger. Det betyder, at kvinder i niqub ikke længere kan gå en tur i parken uden at være bange for at politiet giver dem en bøde. Det betyder, at vi spærrer folk inde under fængselslignende forhold, fordi de er på flugt fra de krige, klimaforandringer og den fattigdom, som den danske stat selv har været med til at skabe. Det betyder, at hjemløse kan blive hevet i retten og dømt for at sove på en bænk.

Det betyder at livet bliver sværere og farligere for fattige mennesker, særligt dem der samtidig rammes af racisme. Det offentlige rum, helt almindelige steder som fortove eller parker, er nu lukket område for niqabklædte, hjemløse og mennesker på asyl og udrejsecentre. Hvis du er kvinde, LGBT+-person og racialiseret er det offentlige rum også usikkert, selvom du har fast bopæl og opholdstilladelse. Hate crimes, verbale trusler og ikke mindst frygten for vold gør det utrygt og farligt at løbe en tur om aftenen eller gå alene hjem fra byen. Alt imens kan den forrige direktør fra Danske Banks suse trygt ned ad vejen i sin lækre bil og tænke på hvad, han skal bruge sine 13 millioner til.

Det offentlige rum er ikke neutral grund. Mange af de ting vi ser omkring os, såsom husene og parkerne, er skabt af de mange og ejet af de få. Mere og mere bliver privatiseret. Vores fælles natur bliver ødelagt til gavn for profit frem for mennesker. 

Men det behøver ikke at være sådan. Langt størstedelen af verdensbefolkningen har ingen interesse i denne udvikling. Vi har magten til at stoppe den - vi skal bare gribe den. I Socialistisk Ungdomsfront kæmper vi for en anden verden. En verden hvor gaden og naturen ikke tilhører kapitalisterne og den racistiske regering, men tilhører det store flertal: arbejderklassen.

Vi kræver asyl og udrejsecentrene lukket, permanent opholdstilladelse samt boliggaranti til alle. Vi kræver, at de racistiske lovgivninger som lejrloven, ghettoplanen og niqabforbuddet skrottes, og at alle fattiggørende reformer trækkes tilbage.

Vi kræver, at alle steder i det offentlige rum - ligegyldig om det er en bar eller en boldbane- er frit tilgængelige og sikre, ligegyldig om du går i niqab og er fra Nigeria, eller om du er i kørestol og kort kjole.

Vær med til at smide racismen og kapitalismen på porten og tilslut dig kampen for frigørelse. Kom til SUF aktivitetsmøde d. 23-25 november!

Tilmelding:

Facebook: https://www.facebook.com/events/1035023789990879/