Politik
Hun risikerer livet for et andet Iran
06-09-2006
Interview: Shiva Nazarahari kæmper med livet som indsats for frihed i Iran. Men hendes kamp er håbløs, hvis ikke Vesten lægger pres på præstestyret
Siden Shiva Nazarahari blev vilkårligt anholdt som 18-årig, har hun været fængslet syv gange for at været politisk aktiv. I dag er hun 22 år, og kæmper stadig.
”Når jeg først har været i fængsel, så kan jeg ikke komme ud og være ligeglad. Hvis jeg skulle være ligeglad med det jeg har set, det jeg har hørt, så ville tilværelsen holde op med at give mening for mig,” fortæller hun.
Et års betinget dom
Ved et bord i studentercafeen Black and White midt i Tehran sidder en smuk, spinkel kvinde med plukkede øjenbryn og et stort hår, der stikker ud under det blomstrede tørklæde. Hun snakker lavt, så de andre gæster ikke kan høre hende, og aftalen om interviewet er lavet via mail. Shiva Nazarahari ved at politiet aflytter hendes telefon, og tager derfor sine forholdsregler:
”Jeg har et års betinget dom hængende over hovedet. Det er noget myndighederne bruger til at skræmme folk. Det burde også skræmme mig, men det gør det ikke. Når jeg en gang har taget beslutningen om at være aktivist, så må jeg stå ved den.”
Hun vil ikke være anonym i denne artikel. Som aktivist i Iran må man stå frem, ellers kommer man ingen vegne, siger hun.
Isolation og trusler
Shiva Nazarahari blev fængslet første gang under en demonstration:
”Det var ekstra slemt, da jeg blev fængslet første gang. Jeg var kun atten år gammel. Jeg var ikke engang studerende. Vi blev fængslet under forfærdelige forhold.” Hun blev anbragt i en isolationscelle i det berygtede Evin-fængsel. I cellen på to gange halvanden meter rører man altid ved væggene. Først efter tyve dage fik hendes forældre besked.
”Da jeg var i fængsel prøvede de at knække os psykisk med deres forhør. Pigerne fik at vide at de ville blive slået og bagefter voldtaget. Det fandt dog ikke sted. Men man sidder der i mørket om tænker: Nu kommer der en mand og voldtager mig. Alene det er et voldsomt pres,” fortæller hun, uden at fortrække en mine.
Vesten har nøglen
Siden dengang har hun kæmpet for at skabe ændringer i Iran. Ved siden af studiet til civil ingeniør, er hun er aktiv i The Student Committee of Human Right Reporters. De forsøger at gøre omverden opmærksom på den iranske stats overtrædelser af menneskerettigheder. Gennem demonstrationer og udgivelser, forsøger de at påvirke offentligheden i Iran. Men statens undertrykkelse gør det svært at organisere modstanden. Derfor peger Shiva Nazarahari på Vesten som en vigtig aktør for at skabe ændringer:
”Når omverden sætter fokus på menneskerettigheder i Iran, så vil det skabe en reaktion i Iran. Det vil tvinge det iranske styre til at ændre politik, ændre behandlingen af fanger, og tillade mere frihed generelt. Jo mere fokus vi får på menneskerettigheder, jo før vil der komme en forandring i Iran.”
Presset fra især Vesten fik tidligere i år de iranske myndigheder til at løslade den anerkendte journalist Akbar Ganji. Han var fængslet for sin kritik af præstestyrets magtmisbrug. Men presset rækker langt fra til at skabe en generel forbedring for reformbevægelsen i Iran.
Dagen efter mødet med Shiva Nazarahari dør en af hendes venner, Akbar Mohammadi, i fængel efter en lang sultestrejke. Han blev udsat for voldsom tortur, og havde ingen udsigt til løsladelse.
”Menneskerettigheder i Iran er ikke nogen mærkesag for Vesten, simpelthen af den grund at det ikke er en trussel mod de vestlige lande, hvorimod atomsagen menes at true hele verdensfreden,” mener hun. Derfor fortsætter myndighederne med at slå hårdt ned på al politisk aktivitet.
Ungdommen fører an
Fire ud af fem iranere er i dag under 30. Og for Shiva Nazarahari er det især denne store, unge generation, der skal skabe ændringer i samfundet. Central i de unges kamp er retten til at gå klædt som man vil:
”Det er de unges måde at gøre modstand på. Det kan godt være, at de bliver arresteret eller får piskeslag, men det får ikke den unge generation til at stoppe. Derfor betragter vi universiteterne som kamppladser. Det er samtidig der hvor man kan udtrykke sin holdning tydeligst.”
Alligevel er det svært at organisere de unge i en modstand mod regimet. Mange tør ikke lave politisk arbejde, af frygt for arrestationer og tortur. Samtidig afholder en stadig stor fattigdom befolkningen fra at gøre modstand. Men her peger hun samtidig på nøglen til at skabe politiske ændringer i Iran:
”Iran er et rigt land, og fattigdommen står i skarp kontrast til landets rigdom. Jeg er overbevist om, at hvis presset bliver større, som det ser ud til nu, så vil samfundet eksplodere på et tidspunkt. Der kommer et punkt, hvor befolkningen ikke kan tage mere.”
Presset vokser
Så selvom presset fra den iranske befolkning er stort og vokser dag for dag, så er det afgørende stadig, om omverdenen og særligt Vesten presser Iran til at løsne jerngrebet om befolkningen. Et ansvar vi ifølge Shiva Nazarahari svigter:
”Desværre er der ikke nok fokus på menneskerettigheder i Iran. Atomkraftsagen har taget alt fokus væk fra vores arbejde.”
Tilbage sidder hun på Café Black and White og forsikrer endnu en gang, at hun ikke vil være anonym. Og siger til sidst med rank ryg og et bestemt blik i ansigtet:
”Jeg ville hellere holde op med at leve, i stedet for at stoppe mine aktiviteter. Selvom det har en høj pris for mig, så bliver jeg ved med at kæmpe.”
Af Klaus Buster Jensen og Signe Grejsen Nissen,
rejseledere på Next Stop Iran