JP Århus, 23. august 2008
Den danske billedhugger Jens Galschiøt og hans kunstværksted Art In Defence Of Humanism står bag projektet The Color Orange. Den kunstneriske og politiske aktionsform har fået fodfæste i Århus.
Socialistisk UngdomsFront i Århus har det ikke for godt med forholdene i og omkring det kommunistiske Kina. Det viser de lokale ungsocialister med farverige happenings i disse dage. Som en udløber af den internationale protestaktion The Color Orange har SUF’erne beklædt kendte steder i Århus med orange bånd for at protestere mod forholdene i Kina.
»SUF tager afstand fra Kinas krænkelser af menneskerettighederne. I forbindelse med OL i Beijing har SUF-Århus valgt at sætte fokus på problematikken ved at hænge orange stykker stof op i byens træer, lygtepæle, statuer m.m. Vi bruger farven orange som symbol på, at vi tager afstand fra Kinas undertrykkelser og censur. Grundet Kinas strenge censur og manglende ytringsfrihed er det svært at kritisere forholdene, men en farve kan komme igennem censuren,« lyder det i en pressemeddelelse fra SUF Århus.
»Vi opfordrer alle til at hænge orange stykker stof op i træer, lygtepæle og ud af deres vinduer, at tage orange tøj på og bruge farven orange til at markere, at menneskerettighederne skal overholdes. Vi opfordrer alle til at gøre dette nu i forbindelse med OL, mens Kina netop ønsker at blankpudse overfladen,« lyder en opfordring fra Rose Kristoffersen fra SUF Århus.