Viborg Stifts Folkeblad, 27. maj 2008
Medlemmerne af Socialistisk Ungdomsfront i Viborg blev mandsopdækket af politiet, da de lørdag var mødt op i Møgeltønder til royalt bryllup.
Fem medlemmer af Socialistisk Ungdomsfront (SUF) tog lørdag turen til Møgeltønder for at komme til globryllup. De unge benyttede den royale begivenhed til at demonstrere mod 24 års-reglen med bannere og løbesedler.
Politiet havde taget gruppens meldte ankomst meget seriøst. Hele tre mandskabsvogne stod, ifølge Chris Bay fra SUF Viborg, klar til at tage imod de revolutionære unge, da de nåede stationen i Tønder.
Flere af betjentene var kampklædte, og ni betjente fulgte gruppen overalt, hvor de gik. De unge blev kropsvisiteret, og selv da de vendte snuden hjemad, fulgte politiet trop. Syv betjente var med i toget hele vejen fra Tønder til Bramming.
»Jeg synes, at det var lidt dårligt med al den mandsopdækning. Det skabte afstand til de andre borgere. Flere af dem turde ikke nærme sig, fordi de troede, at vi var kriminelle,« fortæller Chris Bay.
Politiets forklaring på opdækningen lød, ifølge Chris Bay, at gruppen skulle beskyttes mod de øvrige borgere, som muligvis kunne blive harme over aktionen. Der var dog ingen grund til bekymring, for de fremmødte tog pænt de unge og deres aktion.
»De reagerede overvejende positivt. Der var flere, der kom hen til os og sagde, at det, vi lavede, var godt. Der var mange glade mennesker, og flere kom selv og spurgte efter vores flyers,« siger Chris Bay, som er godt tilfreds med aktionen.