Vejle Amts Folkeblad, 7. juni 2008
Socialistisk Ungdomsfront Vejle aktionerede på Dæmningen med bannere og blomster-uddeling.
Bannere med ordlyden »Global opvarmning – dit ansvar« og »Skal dine børn gå med gasmasker?« var blikfang, da godt en snes unge fra Socialistisk Ungdomsfront Vejle (SUF) fredag eftermiddag aktionerede for ren luft i Vejle.
Det skete ved en fredelig aktion på Dæmningen, hvor de unge benyttede to fodgængerfelter, som de passerede med bannerne højt løftede. De unge valgte bevidst at passere Dæmningen via fodgængerovergangene, »fordi bilerne skal stoppe for fodgængere her«, som de udtrykte det.
Og det gjorde bilisterne også, mens de kiggede langt efter bannerne og den del af de unge, der udgjorde en flower-power-gruppe. De uddelte roser i flere røde farver til bilister sammen med skriftligt materiale med opfordring til at slukke bilen, tage cyklen eller bussen, eller gå.
»Biler larmer og er med til at lukke giftig kuldioxid (CO2) og dødelige partikler ud i vores smukke gader og atmosfære. Det skader ikke kun os i Vejle, men over hele jorden, da biler også er med til at fremdrive global opvarmning«, som gruppen udtrykte det.
Aktionen gav kø på Dæmningen, da den fandt sted i myldretiden, og da der samtidig var sket et uheld på motorvejen. Medlemmerne af SUF blev mødt med sure miner af enkelte bilister, men de fleste tog aktionen som en oplevelse, og flere forbipasserende busser lukkede ligefrem døren op for at få det skriftlige materiale.
De aktionerende fik på et tidspunkt selskab af en patrulje fra Sydøstjyllands Politi, der sikrede sig, at aktionen forløb fredeligt, og det gjorde den. Efter 40 minutters aktion for ren luft i byen, rullede de unge bannerne sammen og forlod Dæmningen.
Tanja Steen fra SUF Vejle er tilfreds med forløbet af aktionen, hvor de fik formidlet budskabet om ren luft i byen.
-Vores aktion forløb, som vi havde planlagt det, pacifistisk og lovligt. Vi ønskede ingen ballade, kun opmærksomhed om budskabet, siger hun.
SUF Vejle var ikke alene om aktionen for ren luft, for der blev samtidig aktioneret i København. Det var KlimaX, der stod for aktionen i hovedstaden under sloganet »Red verden! En bilkø ad gangen«.
SUF Vejle har mødested i Bygningen, hvor de normalt mødes hver torsdag kl. 19.