Af Louise Gravgaard og Johanne Skriver, SUFs Kvindegruppe
Kvindekamp står højt på den politiske dagsorden – også for unge socialister.
Denne artikel vil forsøge at give et billede af den feminisme, som vi arbejder med til dagligt. Vi er helt klar over, at man kunne vise mange andre sider end den, som vi tager fat i her. Men vi mener alligevel at kunne repræsentere en væsentlig del af den unge venstreorienterede feminisme i dag.
Feminismen er ved at vågne fra sin tornerosesøvn. For partier, bevægelser og ungdomsorganisationer på venstrefløjen, er feminismen, eller i det mindste ligestilling, atter blevet sat på dagsordenen. Men ikke med det samme udtryk og den selvforståelse, som den havde i 1970’erne.
Mange unge piger har en vis afstandstagen til rødstrømperne. Det er svært at identificere sig med bevægelsen – eller i hvert fald de billeder, man har af bevægelsen. En stor forskel fra rødstrømpebevægelsen er, at kvindekampen nu er noget venstrefløjen har taget til sig.
Rummet for at tage spørgsmålet op er til en vis grænse ved at åbne sig. Også udenfor venstrefløjens rammer kan emnet diskuteres, så længe man holder sig til emner såsom ligeløn, barsel og hvor mange kvinder, der sidder i erhvervslivets bestyrelser.
En anden ting, der kendetegner den nye feministiske bevægelse, er dens mangfoldighed. Faktisk er det svært overhovedet at tale om én bevægelse. Når man læser om rødstrømperne, læser man om én bevægelse. Ikke fordi de var fuldstændig enige, det var også en bevægelse, der udviklede sig meget og splittedes omkring mange spørgsmål. Men der var længe fælles stormøder, sommerlejre, festivaler og mange andre fælles aktiviteter.
Den samme enhed findes ikke i dag. Der er 8. marts arrangementer og enkelte initiativer i København, men det er umuligt på samme måde at tale om en samlet bevægelse, en fælles identitet og det samme projekt.
Hvis man skal grave i feminismens ændrede udtryk, må man muligvis se på ændringerne i kultur og samfund de sidste tredive år.
Den nyliberale tendens, der har vundet indpas i samfundet i den seneste tid, påvirker ikke kun vores økonomi, arbejdsmarked og miljø. Den handler også om vores hverdag, følelser, relationer og det, der kommer helt tæt på. Der er en ekstrem individualisme. De spidse albuer sidder godt fast og bliver spidset til gennem uddannelse, studiejobs og mange af de miljøer, unge kommer i. Vi lærer at klare os selv og have styr på alting. Alt andet er nederlag.
Feminismen stikker mange kvinder i øjnene, fordi det er ensbetydende med erkendelsen af, at kvinder er undertrykte. For den individualiserede kvinde er det identisk med et personligt nederlag.
Piger fra vores generation kæmper for på én og samme tid at være den perfekte kæreste, have det perfekte hjem, få topkarakterer på studiet, se hammergodt ud (hele tiden), passe familien og venner, være populære og hele vejen rundt give indtryk af succes og overskud.
Piger slider for at opnå det hele. Og mange gange lykkes det også. For eksempel får piger højere karakterer på de fleste uddannelsesinstitutioner sammenlignet med drengene. Samtidig skal vi høre på, at det vi fortjener er en bestemt type hårshampoo.
Når alle i samfundet mener, at vi har ligestilling, bliver det radikalt at stille spørgsmål. Det klinger simpelthen ikke med mange unges opfattelse af dagens virkelighed. Så bliver det til diskrimination at benytte sig af strukturelle værktøjer, der tilgodeser kvinderne. Så virker det som om mændene bliver angrebet. Det er det eneste, der står tilbage.
Mange piger tror ikke, at det kan ske for dem, at de får mindre løn end deres mandlige kolleger. Heller ikke selv om der er individuelle lønninger. Hvis de ikke får et job eller en forfremmelse har det ikke noget med deres køn at gøre. Det har det heller ikke nødvendigvis altid.
Men når statistikken taler sit tydelige sprog, kan det også være en stor barriere, hvis man ikke vil anerkende ulighederne. Det bliver til en besynderlig blanding af konfliktskyhed og en hård individuel kamp. Konfliktskyhed fordi det simpelthen ikke er acceptabelt at forestille sig, at man bliver diskrimineret på grund af sit køn. Dermed har man gjort det til en individuel kamp.
Feminismens største udfordring er derfor at give bevidsthed om, at der er noget at vinde for almindelige unge kvinder. At deres individuelle problemer i virkeligheden er kollektive problemer – og hverken er naturlige eller uforanderlige. Og at det giver en styrke at anerkende undertrykkelsen, fordi man bliver bevidst om, at den ligger udenfor en selv, og at man kan kæmpe imod den.
Men ligestilling er kun halvdelen af svaret.
Hvis der skal rykkes noget, bliver man også nødt til at diskutere kønsroller og frigørelse, både internt på venstrefløjen og som en bredere diskussion i samfundet.
For ofte bliver den manglende ligestilling undskyldt med, at »der er jo også forskel på mænd og kvinder«. Især i ligestillingsdiskussioner bliver kønnene ofte sat hårdt i bås og med en klar etikette på. Hvis ikke der er en god forklaring for en åbenlys forskelsbehandling, må det jo være på grund af den biologiske forskel.
Diskussionen af kønsroller er desværre ikke så nem at tage – heller ikke indenfor venstrefløjens rammer. For det er tilsyneladende provokerende at diskutere et emne, der er så personligt.
Både unge kvinder og mænd føler sig ofte personligt ramt af den politiske diskussion, når der tales om undertrykte og undertrykkere. Det gør det svært at diskutere de politiske aspekter, fordi det hele betinges af personlige erfaringer.
Derfor kræver det en stor indsats at overbevise folk om, at det personlige er politisk relevant, men samtidig noget strukturelt betinget. Og at det er strukturerne, vi skal have fat i, ikke det enkelte individ.
Debatten må aldrig ende i, at kvinder føler sig som de stakkels ofre, eller at mænd skal have dårlig samvittighed.
Feminismen er en politisk kampplads med stor relevans for venstrefløjen, fordi den på en gang handler om lighed og om forskellighed. Om noget så konkret som at udnytte ressourcerne i de politiske organisationer (kvinderne), og om noget så abstrakt som retten til at definere sig selv.
Vi skal styrke vores eget demokrati ved at sikre alle et rum til at tale, men uden at forhindre andre i at komme til orde. Igennem den feministiske teori kan vi få en bedre forståelse af, hvorfor samfundet er indrettet, som det er.
Nok er det positivt med den stigende ligestillingsdebat internt på venstrefløjen, men når principperne om undertrykkelse og kønsrollernes indflydelse internt i organisationerne hele tiden er til diskussion, er det ofte en opslidende kamp at føre.
Derfor er det heller ikke mærkeligt, at der opstår en del mindre feministiske grupper udenfor partierne. Det er først og fremmest dem, der har muligheden for at få en dybdegående debat.
Rødstrømperne havde en vision om, at kvinder skulle frigøre sig fra de idealer, der herskede i samfundet. I dag vil mange unge kvinder nødigt underlægge sig den forestilling, de selv har om rødstrømpernes skønhedsidealer.
Der er nok ikke et entydigt svar på, hvor hårdt man skulle »ligne mængden« internt i rødstrømpebevægelsen, men den fælles identitet som feministisk bevægelse er i dag skiftet ud med en vis forståelse fra bevægelsens side for, at en subkultur er for marginaliserende.
Den stærkeste modkultur er derimod mangfoldighed.
En stærk feministisk bevægelse må være ufordømmende overfor de forskellige udgangspunkter for den feministiske kamp og kunne rumme mange forskellige kvinder. Vi samles om politisk indhold frem for en fælles kulturel identitet. Det handler om reelt at skabe lige muligheder for kvinder og mænd i samfundet og kæmpe imod undertrykkelse af begge køn, på det personlige såvel som det samfundsmæssige plan.
Vores feminisme bærer på to måder præg af at virke indenfor rammerne af SUF (Socialistisk UngdomsFront). SUF er en politisk ungdomsorganisation på den udenomsparlamentariske venstrefløj, og vi er erklærede socialister og revolutionære.
Vores politik kombinerer socialisme og feminisme i en analyse, hvor kønsroller og diskrimination hænger uløseligt sammen med samfundet. Derfor tager vi aktivt stilling til samfundet som helhed og handler derefter.
Kvindegruppen i SUF har beskæftiget sig med interne og organisatoriske spørgsmål, der kunne styrke kvinderne og dermed hele organisationen. Det at tage en feministisk diskussion af, hvordan vi arbejder i SUF, har betydet, at alle SUF’ere blev nødt til at forholde sig til det.
Alle kunne forholde sig til, om vi skulle have kønskvotering i ledelsen eller ej. Alle blev klar over problemerne med underrepræsentationen af piger i SUF. Det var meget bevidstgørende, og på den måde fik vi flertallet til at diskutere køn.
I starten var det vigtigste at diskutere disse ting internt i kvindegruppen. At have et rum, hvor det var okay at stille spørgsmålstegn ved nogle af de ting i hverdagen, som vi altid havde set som de mest naturlige.
Da vi gik i gang med det konkrete arbejde, handlede det mest om at skabe en feministisk bevidsthed i SUF. Vi ville have hele organisationen bag os. Det har muligvis sat en bremse for de mest radikale udmeldinger. Men samtidig har vores feminisme været bredt funderet i organisationen.
Kvindegruppen har sjældent skulle arbejde imod resten af SUF.
Vi lagde ud med bøllekurser. Det var en ide fra vores venner i Rød Ungdom Norge. Det handlede om at rive en weekend ud af kalenderen og mødes – kun piger – til en blanding af seminar og redskaber, hvormed man kunne styrke pigerne i deres politiske arbejde. Her fik vi kurser i retorik, selvforsvar og masser af politiske og personlige diskussioner.
Vi holdt bøllekurset efter en lang debat på SUF’s stormøde. Men bøllekurset blev en ubetinget succes og har siden haft bred opbakning. Det blev også starten på SUF’s kvindegruppe og mange efterfølgende diskussioner og aktiviteter.
I december 2007 skabte en gruppe unge kvinder gejst blandt feminister i Danmark. De sprang i DGI-byens svømmehal topløse og krævede deres bryster afseksualiserede.
Aktionen var et godt eksempel på, at der kan skabes offentlig opmærksomhed om emnet, hvis man vinkler situationen rigtigt. Det svære er, at få de store medier til at følge op på enkelthistorierne.
Men det kan være et springbræt til mange diskussioner rundt omkring i det ganske land. Det giver gejst at opleve, at det ikke er umuligt at trænge igennem til almindelige mennesker.
Når debatten om ligeløn for eksempel blusser op i forbindelse med de offentlige overenskomster, er det begyndelsen på at stille de første spørgsmål: Hvorfor er der ikke ligeløn? Hvorfor er omsorgsfag dårligere lønnet end industri-arbejde?
Artiklen har tidligere været bragt i Det Ny Clarté, februar 2008.