Politik


Pigtråd på pladsen

Fyns Amts Avis, 5. november 2007

Socialistisk Ungdomsfront og Offensiv blandede sig med omvendt psykologi i valgkampen.

Omvendt psykologi plejer sjældent at være med i taktikken, når der skal føres valgkamp på gadeplan.

Det var ikke desto mindre det Socialistisk Ungdomsfront (SUF) og Offensiv forsøgte sig med lørdag formiddag på Gerritsplads. To nydeligt påklædte unge kvinder havde slået sig ned ved et til lejligheden opstillet bord, og herfra opfodrede de alle forbipasserende til at stemme borgerligt ved folketingsvalget.

Bag dem sad så en flok af deres venner på brostenene i en prigtrådsindhegning og gjorde i en mere stille protest opmærksom på deres utilfredshed med flygtningenes vilkår i Danmark.

Det lidt anderledes indslag, der ifølge Charlie Krautwald (SUF) ikke var en direkte del af valgkampen – foreningerne stiller ikke op til valget, men bakker dog begge Enhedslisten op – indebar også, at de forbipasserende kunne få en smule suppe med på vejen rundt i byen.

- Vi forventer egentlig ikke, at det her skal rykke meget rundt i valgkampen, men vi håber da, at de folk, der stadig har en smule samvittighed tænker lidt over de vilkår flygtninge lever under, fastslår Charlie Krautwald.