Politik


Bjarne vil forandre verden

Nyhedsavisen. 8. november 2007

Valgkamp: Bjarne Speth Hansen er marxist, socialist og kommunist. Når han er rigtig vred, er han også anarkist. Nyhedsavisen fulgte valgkampaktivisten fra Socialistisk UngdomsFront en dag i Odense.

Klokken er syv om morgenen, og 24-årige Bjarne Speth Hansen fra Enhedslistens ungdomsorganisation står foran banegårdscentret i Odense og deler flyers ud med en partifælle.

Bjarne læser historie på Syddansk Universitet og er let at genkende med sin hanekam, sin militærjakke og det røde partisantørklæde.

»Det er meget nemmere ude i basaren,« mumler han og hentyder til den faste bod, Enhedslisten har opstillet i Bazar Fyn. De mange flyers og gratisaviser bider ikke på odenseanerne den morgen, så drengene går efter en time tilbage til Huset i Absalonsgade, hvor Enhedslisten og Socialistisk UngdomsFront (SUF) holder til.

I opgangen står bunker med i alt 30.000 hæfter med kandidater, der skal deles ud i Odense inden valgdagen.

Bjarne har været medlem af Enhedslisten siden 2004 og af SUF i et års tid, og han bruger cirka 12 timer om dagen på valgkampen.

Han kæmper for alle Enhedslistens kandidater, for lighed fylder meget i hans og partiets tankegang. Derfor er der heller ingen navne på partiets valgplakater. Og derfor sætter Bjarne sig aldrig for bordenden, når der er møde i Progressive Studerende, som han har stiftet på Syddansk Universitet. Det sender et forkert signal.

Vil ikke sættes i kasser

Bjarne Speth Hansen betegner sig selv som marxist, kommunist, socialist og, når han er rigtig vred, også som anarkist.

»Man kan ikke længere sætte venstreorienterede ind i kasser,« mener han. Derfor er han en blanding af det hele.

Han kommer fra et hjem, hvor man ikke diskuterer politik, men han blev fanget af socialismen på efterskolen for otte år siden. Lige siden har Bjarne haft et brændende ønske om at være med til at forandre verden. Og derfor handler stort set alt hans sociale samvær om politik.

Klokken er ni, og Bjarne og hans medaktivist spiser morgenmad og snakker om dagens paneldebat, som foregår på Odense Tekniske Gymnasium.

Guevara på skulderen

Det er Bjarnes første, og han regner med, at Alex Ahrendtsen (DF) deltager.

»Jeg håber ikke, han (Alex Ahrendtsen, red.) kan genkende mig fra de gange, jeg har råbt racist efter ham i gågaden,« siger Bjarne og læser videre i Enhedslistens klimaavis, for paneldebatten handler om miljøpolitik.

»Har du styr på det, du skal sige?« spørger Anna Rytter (EL), der er valgkampkoordinator og sidder i Odense Byråd for Enhedslisten.

Det har han, og klokken 10.30 cykler Bjarne hen til HTX på Munke Mose Allé,

»Han har en tatovering af Che Guevara,« udbryder en af paneldeltagerne, der har været til fest med Bjarne, da han kommer ind i lokalet, hvor de otte andre paneldeltagere sidder. Det er rigtigt – den argentinske revolutionsleder fylder det samme som en udstrakt hånd på Bjarnes højre skulder.

Klokken er 11, og paneldebatten er i gang. Alex Ahrendtsen er der ikke, men salen er fyldt med et par hundrede studerende.

Anders Basbøll (V) har et kæmpe banner med, og flere af de andre paneldeltagere har deres valgplakater hængene. Alligevel lyser Bjarnes hanekam op i landskabet.

Hans stemme ryster i starten, men Bjarne får talt sig varm om gratis transport og økologi.

»Det var lidt skræmmende at tale foran så mange mennesker, men så lagde jeg mærke til, at ingen lyttede, og så gik det bedre,« griner Bjarne bagefter.

Halloween-aktion

Klokken er 14, og i Huset klæder en håndfuld unge sig ud til Enhedslistens Halloween-aktion klokken 15 i gågaden.

»Du er Fogh, jeg er Krarup, du er Lene Espersen, og Jeppe er Bush,« opsummerer en af aktivisterne. De unge har klippet masker ud med politikernes hoveder og er klædt ud som hekse og djævle.

Fyren i Søren Krarup-udklædning bruger en rød, somalisk underkjole som djævleslag. Med græskarhoved og flyers i indkøbsvognen går de unge, udklædte aktivister ned i gågaden.

»Indvandrere ud af Danmark,« gnækker Krarup-fyren og giver en flyer til en mørk fyr. Bjarne går hen til aktivisten bagefter, for det giver et forkert indtryk.

»Hvad med: ‘Ser jeg ikke farlig ud?‘« foreslår Bjarne. Og det bliver det.

Klokken 16.30 er der spredt Halloweenstemning nok, og aktivisterne begiver sig tilbage til Huset i Absalonsgade igen.