De goder og den velfærd, vi nyder godt af i Danmark, er blevet skabt ved befolkningens kamp i de folkelige bevægelser og organisationer, først og fremmest fagbevægelsen.
Uanset de store mangler og problemer ved et kapitalistisk samfund har arbejderklassen gennem aktiv kamp været i stand til at gennemtvinge bedre forhold og flere rettigheder for lønarbejderne og andre grupper. Velfærdssamfundet er vundet gennem denne klassekamp. Elever og studerende har også gennem aktiv kamp formået at skabe forbedringer: bl.a. skridt mod en større lighed i uddannelsessystemet og demokratiske reformer.
Kampen mellem klassernes interesser er ikke død. Det er stadig arbejderbefolkningen, som har potentialet til bekæmpe liberalismen – og kæmpe for socialismen. Derfor er fagbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen sammen med andre folkelige bevægelser afgørende for socialister. Vi må styrke bevægelserne!
Samtidig med nyliberalismens fremstød er bevægelserne blevet svækket: almindelige mennesker har mistet troen på deres egen styrke. Vi ser nu et opsving i kampen. Hvis opsvinget skal fortsætte og styrkes, er det afgørende, at medlemmerne af bevægelserne genvinder tilliden til, at det er deres interesser, der kæmpes for, at de selv skal føre kampen, og at kampen kan og vil medføre konkrete sejre. Delsejre – små som store – er afgørende for at sikre en øget selvtillid blandt befolkningen. Derfor skal vi under ingen omstændigheder bilde nogen ind, at man ikke kan vinde kampe i et kapitalistisk samfund.
I vores kamp for at styrke bevægelserne handler det altså om at styrke troen på, at alle ved at stå sammen kan gøre en forskel. Overskrifter for vores arbejde er demokrati og aktivitet fra neden. Vores mål er ikke først og fremmest, at organiseringen af socialister bliver en organisering af ledelserne i bevægelserne – for på den måde vil den revolutionære bevægelse blive reduceret til en pamperklub, som socialdemokratiet er blevet.
Vores arbejde som socialister på derfor ’gå på to ben’:
De to aspekter er ikke nemme at forene. Hvis vi ved hver given lejlighed taler om revolutionens nødvendighed, vil vi i bedste fald virke tåbelige – i værste fald vil vi splitte og svække bevægelserne. Hvis vi glemmer det revolutionære perspektiv og udelukkende arbejder for dagligdagskrav, ender vi som socialdemokratiske reformister og vil derfor også i praksis svække bevægelserne. Derfor skal vi søge foreningen af de to aspekter, også når det er svært. Netop fordi det kan være svært at forene det daglige arbejde med et socialistisk perspektiv, skal SUF’ere diskutere arbejdet i bevægelserne. Dette er ikke ensbetydende med fraktionsarbejde, hvor man eksempelvis stemmer samlet, men det er klart, at socialister vil udgøre en strømning i bevægelserne.
Tilliden til socialismen skal findes gennem føling med befolkningens krav og aktiv kamp i bevægelserne – med det mål at den enkelte delkamp er et afsæt for mere demokrati i hverdagen samt bevidstgørelse og dermed socialismen. Alle SUF’ere bør derfor være aktive i elevrådet, fagforeningen, studierådet, globaliseringsbevægelser og andre folkelige bevægelser.