Af Peter Saxtrup
Den 13. november sluttede tre hektiske uger. Hele mediecirkuset kulminerede, da jeg omkring klokken 14:30 trådte ind bag et gardin, slog et lille kryds på en seddel, slap en vind og gik min vej. Det er tredje gang, jeg har været priviligeret nok til at gøre ‘min demokratiske pligt’, men jeg må til stor fortrydelse for folkestyret erkende, at jeg også denne gang forlod valgkampen med en lidt tom fornemmelse.
Det sker tit, når jeg snakker med mindre politisk engagerede venner og bekendte, at de ryster på hovedet, når jeg siger at jeg ikke føler, at jeg deltager i de beslutninger, der træffes i samfundet. ‘Men du stemmer da, du har jo selv valgt dem…’ er en kommentar, som jeg er helt overbevist om, at jeg ikke er den eneste, der har hørt. Ikke desto mindre er jeg ikke overbevist, jeg føler mig jo stadig sat udenfor de væsentligste beslutninger i dette samfund.
Det borgerlige demokrati er på mange måder et spejlbillede af det borgerlige marked. Forskellige varer, denne gang i form af politikere, lover mig i deres reklamer fantastiske ting, hvis blot jeg vælger dem frem for noget andet. Der er ingen ende på den lykke, jeg vil opleve, hvis jeg sætter mit eftertragtede kryds hos den rigtige kandidat. Ligesom valget af den rigtige cola vil gøre mig til en federe person, får jeg også at vide, at jeg kan realisere mig gennem mit valg af politiker og parti.
Men det kapitalistiske marked har en væsentlig mangel. For at jeg ikke skal lade mig narre af det første og det bedste tilbud, jeg modtager, så skal jeg rent faktisk vide noget om, hvad det er jeg køber – jeg skal have indsigt i markedet. Men ligesom når jeg ikke kan gennemskue, hvor bananerne i mit lokale supermarked i virkeligheden kommer fra, og hvordan folk har haft det i alle led af produktionen (fra bønder til transportarbejdere og butiksassistenter), så kan jeg heller ikke gennemskue, hvad de politiske partier står for, for deres idéer bliver fra dag ét skjult bag et snedigt udlagt røgslør.
Vore ufattelige magt bliver gennemanalyseret af troværdigt udseende mænd i jakkesæt uden slips og moderne bussineskvinder, som med tydeligt overskud kan fortælle, at nu har den ene eller den anden politiker formået at ‘spinne’ sin historie på den rigtige måde, så hun nu står bedre i valgkonkurrencen. Men jeg føler mig holdt for nar. Ikke én spindoktor og ikke én valganalytiker tog fat på den virkelighed, som jeg punktvis har følt jeg befandt mig i igennem sidste regeringsperiode. Der var ingen analyser af, hvad velfærdsdemonstrationerne havde betydet for Fogh, og ingen diskussion af, om politikerne holdt noget tilbage. Mediecirkusets eneste fortjeneste var, at de formåede at ødelægge Ny Alliance – et indholdsløst projekt, som var skabt af ingen ringere end dem selv.
Og det er dét som mange mennesker er begyndt at kende og respektere som demokrati. Men det falder igennem ud fra alle målestokke. Hvordan er det dog, at nogen forestiller sig, at vi som vælgere skulle kunne huske, hvad der er sket i hele den forløbne valgperiode, når det eneste vi hører om, tre uger op til at vi skal vælge, er, hvorvidt kandidaterne fremstår mere eller mindre aggressive med et blåt eller et rødt slips på?
Nej, vælge er ikke noget man gør engang imellem, når man bliver kaldt til at stille sig i en boks og småskide for at genere de tilforordnede, det er noget man må gøre til daglig – for det er til daglig, man oplever de problemer, som man må vælge at gøre noget ved. Så når vi taler om demokrati, så handler det også netop om den slags beslutninger, om de valg vi må tage til daglig og som direkte berører os og vores hverdag.
Så uafhængigt af, oatdet er lykkedes Anders ‘Honningmund’ Fogh at bevare regeringsmagten i en periode til, så er det helt sikkert, at SUF også vil arbejde for at skabe en anden slags demokrati og en anden slags medbestemmelse for os selv og vores kammerater indtil da.