Jp.dk, 4. oktober 2007
Aktivister fra Socialistisk Ungdomsfront (SUF) afviser trusler og chikane mod DF-leder Pia Kjærsgaard under velfærdsdemonstrationen tirsdag.
Pia Kjærsgaard (DF) har beskyldt unge fra Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) for trusler og chikane på Christiansborg Slotplads i forbindelse med Folketingets åbning. Men nu meddeler en anden ungdomsorganisation, Socialistisk Ungdomsfront (SUF), at det var dem, der udklædt i Robin Hood-kostumer var i nærkontakt med Pia Kjærsgaard.
Nogle af dem fik øje på Pia Kjærsgaard under demonstrationen, hvorefter de kastede konfetti på hende og dansede rundt om hende, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Alle beskyldninger om trusler el.lign. afvises af ledelsesmedlem Johanne Skriver:
“Jeg synes, at det var et fint stunt. Pia Kjærsgaard var på intet tidspunkt i fare, og hun blev heller ikke truet. Hun har selvfølgelig ret til at sige sin mening, men hun må altså også forvente, at folk siger deres mening til hende,” siger hun.
SUF er en selvstændig ungdomsorganisation uden moderparti, men med en en samarbejdsaftale med Enhedslisten.