Jyllands-Posten, 17. november 2001
Kommunalvalget nærmer sig. Og selv om mange unge ikke kan stemme, er det vigtigt, at de ved, hvad der sker på den ungdomspolitiske front i byen. Redaktionen på Undskyld Magasinet har derfor spurgt byens ungdomspolitiske foreninger, hvilke tre ting de ville gøre noget ved, hvis de fik magten i København. Skal der være badestrand i Københavns Havn? Bilfri by? Eller skal der bygges et elitegymnasium for byens klogeste hoveder?
Hvilke tre ting er de første, I ville gøre noget ved, hvis I fik magten i København?
“København er ved at udvikle sig til et sandt trafikhelvede. Vi ønsker en grøn by med masser af parkområder og åndehuller. Vi kræver flere cykelstier, forbedret kollektiv transport og bilerne ud af byen.”
“Tusindvis af unge står i kø for at få et kollegieværelse – det hænger ikke sammen med alle de fine ord om København som international uddannelsesby. Vi kræver, at der bygges flere kollegier og at der sættes en stopper for sammenlægningen af små lejligheder.”
“Havnefronten i København kunne blive et perfekt område for kulturelle aktiviteter. Alligevel vælger man at klistre havnefronten til med store firmaers hovedkvarterer. SUF foreslår, at vi smider nogle af de store firmaer ud på Benzinøen og indretter ungdomsboliger i bygningerne. Og så få renset havnebassinet og lave badestrand langs kajen. Det ville sgu da være fedt!”
Hvorfor mener I, at politisk interesserede unge bør støtte jer – eller melde sig ind hos jer – frem for byens andre ungdomspolitiske foreninger?
“I SUF kæmper vi ikke for at få magten i København. Derimod ønsker vi, at folk skal have indflydelse på deres egen hverdag. Elever skal ikke bare tages med på råd, men skal have direkte indflydelse på undervisningen. Folk uden arbejde skal ikke kastes ud i meningsløse aktiveringer, men tilbydes meningsfuld beskæftigelse. Til kommunalvalget i november anbefaler SUF at stemme på Enhedslisten.”
Vil du vide mere: Socialistisk UngdomsFront holder møder i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41 og i Valdemarsgade 33. www.ungdomsfront.dk
[andre ungdomspartier klippet fra]