Fyens Stiftstidende, 20. november 2005
Ny generation af røde unge vokser i protest mod højredrejningen
Dele af den danske ungdom gør nu op med de seneste års højredrejning. Venstreorienterede grupper og partier suger igen unge til sig efter mange års dødvande.
Michael Jørgensen fra Rød Ungdom i Svendborg er en af frontkæmperne: – Der skyller en USA-forherligende imperialisme ind over os med privatiseringer og udliciteringer, og man udstøder store dele af befolkningen, indvandrere og arbejdsløse. Højredrejningen er markant, og folk vil ikke finde sig i det i længden, siger han.
Og Michael Jørgensen har et stigende antal unge meningsfæller. I løbet af 2005 har Socialistisk Ungdomsfront (SUF ) fordoblet sit medlemstal, så organisationen nu tæller 760 medlemmer under 30. Samtidig har SF’s Ungdom trukket over 350 nye navne ind under den røde fane.
Ser man på viljen til at protestere mod regeringspolitikken, så viser en undersøgelse også kraftig vækst: Helt op til 70.000 gymnasieelever protesterede årligt fra år 2002 til 2004 mod næsten ingen i 1990’erne. – Der er ingen tvivl om, at vi blandt de unge i gymnasiealderen har en venstredrejning, konstaterer historiker Knud Holt Nielsen fra Københavns Universitet.
Bevægelsen har også ført til en fordobling af opbakningen til gymnasieelevernes organisation DGS, der traditionelt ledes af unge venstreorienterede.
Forskningsleder Jens Christian Nielsen fra Center for Ungdomsforskning peger på flere årsager til de helt unges interesse for venstrefløjen. – Vi er i krig, vi fører en meget hård indvandringspolitik, og der er besparelser i uddannelsespolitikken. Der har været en række sagsområder, som tænder de unge, siger Jens Christian Nielsen.
Ungdomsforsker Klaus Levinsen fra Syddansk Universitet bakker op: – Det er en reaktion på, at den borgerlige regeringsmagt bliver stadig mere fasttømret. Den måde, regeringen taler politik på, forplanter sig til de andre partier, siger Klaus Levinsen.
Samtidig peger han på, at en globalisering af venstrefløjen med multinationale firmaer fra især USA som fjendebillede også spiller ind.
Billedet af unge i oprør over højredrejningen tegner SUF også selv af de medlemmer, som strømmer til i øjeblikket. – Nogle af årsagerne har helt klart været uddannelse, krig og racisme. Vi får mange medlemmer, der har deltaget i elev- og antikrigsdemonstrationerne. De søger nogle sammenhængende forklaringer på, hvorfor der er nedskæringer, og hvorfor verden ser ud, som den gør, siger Stine Brix fra SUF ‘s ledelse.
Med fortsat vind i de røde sejl kan de unge på længere sigt påvirke den førte politik, mener Jens Christian Nielsen. – Det kan resultere i, at den generation, der vokser op nu, vil stemme mere venstre- orienteret, vurderer han.