Frederiksborg Amts Avis, 2. februar 2007
Furesø: Borgmester Jesper Bach (V) har trukket en løsning om Furesø Kommunes byvåben ned over hovederne på borgerne, og det finder SUF Furesø er både udemokratisk og tegn på manglende dialog.
SUF Furesø er en ungdomsorganisation, der samarbejder med Enhedslisten, og Magnus Korning Andersen fortæller, at SUF Furesø finder hele fremgangsmåden omkring valg af byvåben forkert.
- Først lader Jesper Bach borgerne blive engageret i arbejdet, og der fremstilles på fin vis flere forslag. Efterfølgende beder han os alle om at stemme blandt disse forslag. Men vinderen af afstemningen blev ikke det nye våbenskjold. Borgernes ord blev ikke hørt. Vores ord blev altså undermineret, siger Magnus Korning Andersen og fortsætter:
- Når man spørger Jesper Bach, svarer han, at alle vidste, at det ikke var det endelig resultat. Vi er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er noteret nogle steder andet end i Bachs hoved. Vi har ledt, men intet fundet. I hvert fald er det ikke i orden, at vi som Furesøborgere ikke får lov at bestemme hvilket byvåben, der skal arbejdes videre på. Borgerne skulle have bestemt det endelige resultat, men Bach har trukket det ned over ørerne på os. Det er meget udemokratisk, når der på kommunens hjemmeside står, at dialogen med borgerne skal i højsædet.
Magnus Korning Andersen har derfor sendt Frederiksborg Amts Avis to forslag til alternative byvåben. Han kalder dem for “anderledes”.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jesper Bach.