Politik


Teglgården kortvarigt besat af aktivister

Villabyerne, 11. april 2007

Bannere og sang ud ad vinduerne fra den forladte bygning Teglgården fik tidligt mandag morgen i sidste uge naboerne til at slå alarm til politiet i Gentofte.

Omkring klokken fire natten til mandag lykkedes det fire unge mennesker med tilknytning til lokalgruppen Socialistisk Ungdomsfront (SUF) i Gentofte-området at trænge ind i bygningen.

Huset har længe stået tomt og har flere gange været besat af lokale unge med ønsket om et fristed i kommunen. Det var også budskabet med besættelsen denne gang.

“Vores tema er ønskeøen i bedste Peter Pan-stil. Vi kæmper for frirum til de unge, der vil noget andet end det etablerede. Ligesom de fortabte børn, der ikke har noget sted at være”, siger Niklas Nygaard Baastrup, der er 16 år og kommer fra Lyngby.

Sammen med 15-årige Sascha Alstrup fra Bagsværd og 16-årige Reinout Bosch fra Frederiksberg barrikaderede han sig klokken fire om natten med soveposer og gamle madrasser i Teglgården.

“Med besættelserne vil vi skabe debat om behovet for frirum for de unge i hele landet. Det gælder om at få så mange som muligt med”, siger Sascha Alstrup.

Men selv om de unge var hurtige til at sende sms’er rundt til vennerne, nåede de kun at samle 10 personer, før politiet mødte op omkring middagstid og bad dem forlade stedet.

“Vi havde håbet, at vi havde fået mere tid, så vi kunne få en snak med politikerne. Men det lykkedes heller ikke denne gang”, siger Niklas Zenius Jespersen, der sidder med i det lokale ungdomsråd i Gentofte.
De unge besættere varsler derfor flere besættelser og happenings.

Afventer situationen

“Vi tager det, som det kommer. Der er ikke så meget andet, vi kan gøre”, siger Finn Duris, vicepolitikommisær ved Gentofte Politi.

De unge fik valget mellem at forlade Teglgården frivilligt eller blive anholdt af politiet. Og de valgte selv at gå.
Fem unge mellem 15 og 23 år er nu sigtet for husfredskrænkelse.