Politik


Unge socialister fjernede plakater

Fredericia Dagblad, 21. marts 2007

»SUF FJERNER RACISMEN« står der på det store banner. Omkring 15 unge mennesker fra Socialistisk UngdomsFront (SUF) var i går på gaden i Fredericia i en stille protest mod den højreekstremistiske gruppering Dansk Front, der efter deres opfattelse er på fremmarch i byen.

- Vi har løbende pillet de plakater ned, som de har sat op forskellige steder i byen, men nogen af dem sidder så godt fast, at det tager lang tid. Og så tænkte vi, at vi lige så godt kunne gøre det åbenlyst, fortæller en pige med en lang mørk fletning og helt klædt i sort.

Sammen med en anden af de fremmødte SUF’ere tog hun en spatel frem og begyndte at kradse i plakaten med det idylliske lyng-landskab og den lille sø med skriften DANMARK henover. Den hænger på et af busskurene nede ved banegården.
SUF i Fredericia har fået mange flere medlemmer på det seneste. Det skyldes blandt andet rydningen af Ungdomshuset i København.

- Efter mindemonstrationen, hvor vi blandt andet stoppede trafikken ved at sætte os ned på vejbanen, så har der været rigtig mange, der har vist interesse, fortæller pigen fra før.

Mere militante

Hun mener at kunne spore, at det er en lidt anden type, der er ved at blive aktive end hidtil set. – De er meget aktive, og mere militante. Ikke voldeligt militante, men passivt militante. De vil omsætte ord til handling, og de har en gejst, jeg ikke har set længe, fortæller hun, der selv blev aktiv for fire-fem år siden, da krigen mod Irak begyndte. I går gjaldt det protesten mod den højreekstremistiske gruppe Dansk Front.

- De har sat rigtig mange plakater op. Der står 46 overalt i byen, fortæller pigen med den lange fletning, der foretog en runde med banner rundt i byen sammen med kammeraterne.