Politik


Unge besætter hus i Charlottenlund

Ekstra Bladet, 2. april 2007

En mindre flok unge mennesker med tilknytning til Ungdomshuset besatte her til formiddag en bygning i Charlottenlund. Aktionen blev en kort fornøjelse.

Det var synet af tre store bannere, der blev hængt ud af den forladte bygning Teglgården på Melchiorsvej i Charlottenlund, der fik alarmklokkerne til at ringe hos en Charlottenlund-borger og ringe til politiet.

Ved tolv-tiden mandag formiddag trængte mellem seks-ti aktivister ind i den tomme bygning, som allerede søndag nat var blevet gjort klar til de nye ‘beboere’.

- Huset har stået tomt længe og har flere gange været besat af lokale unge, som blot har ønsket et sted at være i en kommune stort set uden noget kulturliv. Vi erklærer igen huset for at være ‘Ønskeøen’ i bedste Peter Pan-stil. Et sted hvor unges drømme kan gå i opfyldelse, uden der er pædagoger, som sætter grænser og regler. Et sted hvor man kan glemme tiden og være sig selv uden voksne, som minder en om forpligtelser – et fristed fra en stresset pengestyret verden, lyder det fra de unge aktivister med tilknytning til SUF i Gentofte-Vangede-området – Socialistisk UngdomsFront – som også går under navnet ‘Helmut Lottis 8. Armé’.

Vender tilbage

Dagens aktivister, der var mellem 15-19 år, erklærer deres støtte til fortidens Ungdomshus, og har det formål, at skabe ‘noget lokal debat’ med fredelige midler.

- Vi kan da ikke udelukke, at vi vil vende tilbage til bygningen. Men vi har også kigget på andre tomme bygninger i kommunen, oplyser gruppens 18-årige talsmand Niklas Zenius Jespersen til ekstrabladet.dk.

Gentofte politi bekræfter husbesættelsen, som dog blev hurtigt afværget uden større indgriben.

- Det foregik meget udramatisk. Vi sendte en patruljevogn og bad de unge om at forlade stedet. Det gjorde de alle frivilligt, oplyser vagthavende Per Thuesen fra Gentofte Politi til ekstrabladet.dk.

Blot en enkelt patruljevogn skulle der til for at fjerne de unge fra bygningen, der igen er blevet fri for de store bannere, og knap en time efter de unges ankomst, var der igen ro i Charlottenlund. I alt fem personer blev sigtet for ulovlig indtrængning med risiko for bøde.