Politik


Oprørshær holdt sig på måtten

Nordjyske, 5. juli 2003

Alternativ 4. juli-fest i Rebild forløb helt uden dramatik.

Rebild: Sjældent – om nogensinde – er den stilfærdige Stendalsvej i Rebild blevet så massivt overvåget af politiet, som tilfældet var i går.

I bedste Hollywood-stil holdt en politipatrulje diskret parkeret på villavejen og sørgede for, at det ikke gik for voldsomt til, da knap et halvt hundrede nordjyske venstrefløjsaktivister – hjemme hos ægteparret Inge og Vagn Kofoed – afviklede deres alternative version af en amerikansk uafhængighedsfest.

For den neutrale iagttager – som naboen et par husnumre længere nede ad vejen – stod det dog ret hurtigt klart, at de udstationerede betjente ikke ville komme til at opleve scener som dengang i 1976, da indianerklædte demonstranter på hesterygge greb forstyrrende ind i festen i bakkerne og stænkede dyreblod på Hendes Kongelige Højhed, Dronning Margrethe.

Den konklusion kunne man i realiteten allerede drage, da det traditionelle Rebild-optog udgik fra Skørping Station med de udklædte repræsentanter for Enhedslisten, SUF og Rød Ungdom som en iøjnefaldende bagtrop.

Vel holdt “George Washington” og hans “hær” af Guantanamo-fanger, irakere og palæstinensere sig i starten på 20 skridts afstand af de øvrige optogsdeltagere – og vel fornemmede man en ekstra snert i det første kampråb, som blev udstedt af udvekslingsstudenterne fra organisationen Aspect – men nogen egentlig fjendtlig stemning var der ikke at spore mellem de to grupper.

Var der overhovedet uoverensstemmelser i luften, kom de udelukkende til udtryk i form af små overbærende smil, og samme afslappede attitude prægede også flertallet af de forbipasserende, der undervejs til Rebild-festen fik stukket venstrefløjsorganisationernes løbesedler i hånden.

“Jeg var selv med til nogle af de store Rebild-demonstationer i 1980erne, og dengang kunne man vist roligt betegne stemningen som temmelig anstrengt.
I går var atmosfæren helt anderledes. Mange tog imod – og læste – det materiale, vi delte ud, og nogle blev nok også overraskede over, at vi rent faktisk hylder de amerikanske rebeller, som i 1776 gjorde oprør mod datidens britiske besættelses- og kolonimagt,” nævner en af initiativtagerne til gårsdagens alternative Rebild-fest, Enhedslistens nordjyske folketingskandidat, Per Clausen.

Sloganet “Oprør mod kolonimagten – USA viste vejen” var således bevidst valgt i et forsøg på at undgå voldelige konfrontationer og rette fokus mod det væsentlige, nemlig at amerikanernes uafhængighedskamp for små 230 år siden i bund og grund har mange lighedstræk med de frihedskampe, der i dag udkæmpes i f.eks. Palæstina, Latinamerika og Irak.

“Jeg har godt kunnet fornemme en vis skuffelse i stemmen hos nogle af de journalister, som inden for de senere dage har ringet for at lodde, om ikke der var optræk til ballade i bakkerne, men for os som arrangører har det netop været afgørende at løsrive os fra de gamle myter om, hvordan en Rebild-demonstration skal forløbe.”

“Vi synes faktisk også, der er al mulig grund til at fejre USAs nationaldag, men samtidig synes vi naturligvis, det er kedeligt, at dagen er blevet “erobret” af folk, der som udenrigsminister Per Stig Møller støtter en amerikansk præsident som George Bush,” pointerer Per Clausen.

Netop for at demonstrere deres fredelige sindelag valgte venstrefløjsaktivisterne bevidst at vende om og fortrække til Inge og Vagn Kofoeds baghave, da 4. juli-optoget nåede frem til festpladsen i Rebild.

Dermed håber de at have lagt grunden til en ny fredelig Rebild-tradition, som til næste år kan tiltrække endnu flere meningsfæller end de cirka 40, der i går var samlet til havefest på Stendalsvej.

Programmet for festen bød i øvrigt på grillning af spareribs og forevisning af Jørgen Flindt Pedersens Palæstina-film “De besatte”.

Og for at det ikke skal være løgn, hyggede demonstranterne sig også med at se videofilmen “The Patriot” med Mel Gibson i rollen som en amerikansk rebel, der griber til våben mod de engelske undertrykkere…