Nordjyske, 18. juli 2004
RØD HYGGE: Vandkrig, verdensmagter, spil et spil og pis på Fogh. 50 unge lyttede, diskuterede, lærte og festede sig igennem Socialistisk UngdomsFronts sommerlejr.
De mellem 15 og 25 år, og de fleste af dem har temmelig røde øjne. I mere end én forstand.
De ser rødt, når Bush prædiker fra en talerstol, når Mary kysser Frederik, når buspriserne stiger, og når Microsofts bestyrelse opkøber endnu en virksomhed.
De ser verden gennem socialismens rødglødende briller, hvor alle verdens borgeres bankbøger burde kastes i en fælles tromle og komme ud igen med mere enslydende beløb.
Og endelig er de bogstaveligt talt rødøjede, for i går var der igen fest på Socialistisk UngdomsFronts (SUF) sommerlejr på Hald Ege Efterskole.
Omkring 50 unge har fundet vej til den socialistiske lejr på efterskolen uden for Viborg. De ligger smidt rundt om i græsset og misser op mod den lunefulde juli-sol. Mange med langt hår ned i panden, flere med ringe gennem bryn og læbe, andre i afdæmpet modetøj.
Det er eftermiddag nu, og egentlig skulle der have været rollespil, men fyren, der stod for det, er blevet syg. I stedet er en gruppe ved at arrangere badetur. Skyerne til trods.
Mattias Jensen, 21, Suzy Brown, 19 år og Anders Gredal Berner, 21 år, er alle tre med i SUFs landsledelse og nogle af arbejdshestene bag sommerlejren. De har helt glemt den manglende sol i deres tilfredshed med lejrens forløb:
“Det er gået rigtig godt. Folk er glade, og de, der er med på lejren for første gang, er blevet godt integreret. Det fede ved sådan en sommerlejr er, at vi ikke skal beslutte noget – det sker på stormøderne,” siger Mattias.
“Mange snakker om politisk afmatning blandt unge, men vi oplever det modsatte. Der er masser af grund og energi til at kæmpe mod den røv-regering, vi har, og jeg tror, der er et uudnyttet potentiale blandt unge i dag. Rigtig mange vil tænde på det her,” siger Anders.
Suzy har spekuleret meget over, at SUF ikke bare skal være et “tilbud” til unge:
“Jeg bryder mig ikke om det med at kunne tilbyde. De nye SUF’ere skal føle, at det er deres organisation, at de selv er med til at skabe den,” siger hun.
En af de vigtigste måder at give de nye grønne medlemmer tilhørsforhold til SUF på er gennem de faste daglige arbejdsgrupper, som lyder navnet “brigader”. Her er seks-syv personer sat sammen på tværs af alder, køn og anciennitet, og så er det værsgo’ at diskutere alt fra oplæggene til driften af lejren.
“Lejrens to overordnede emner er arbejdsløshed og kampen mod nynazister. Det bliver diskuteret rigtig meget i brigaderne, som så sender en repræsentant op for at fremlægge gruppens synspunkter. På den måde bliver det også til en træning i demokrati,” siger Mattias.
Nogle brigader har fundet på navne til sig selv, for eksempel “Strakonov-brigaden” opkaldt efter en gruppe sovjetiske arbejdere. Samme gruppe har lavet små partibøger, hvor man får en stjerne hver gang, man får en øl.
“Man skal helst have syv øl om dagen, før det giver stjerner nok. Det er ægte venstrefløjshumor at tage pis på Sovjet,” siger Anders.
En anden gruppe har sat sig ned og lavet en sang om Vietnam-krigen på melodien “I’m a survivor”.
I det hele taget blusser kreativiteten og humoren på lejren. På baren hænger farvestrålende sedler og udgør det såkaldte “dating-bureau”. For to kroner kan man oprette en annonce, hvor man med en malerisk beskrivelse af sig selv søger alt fra en kæreste til en god druk-kammerat. Profilen kommer op på baren, og interesserede kan så henvende sig ved at skrive bag på papiret. Pengene går til, at SUF en dag kan købe en kæmpestor rød “socialistisk luftballon”.
“Det der med, at man sætter sig ned og laver noget, er vigtigt. Lejren skal også være sommerferie, ikke bare partiskole,” siger Suzy.
Formiddagen er gået med oplæg og debat om rettigheder over for politiet. Lejrfolket har fået uddelt og gennemgået folderen “Den lille tjekkede”, som forklarer alt fra tilladte knivslængder på syv cm til, hvordan man holder hovedet koldt under en varetægtsfængsling.
SUF-medlemmer nøjes nemlig typisk ikke med at sige deres mening – de viser den. Klæder sig ud som våbeninspektører i protest mod Irakkrigen, besætter gader under det kongelige bryllup og hopper på jernhesten i en cykeldemonstration for klimaet. Eller de maler skilte og marcherer i en ganske almindelig demonstration. Dén slags kan føre til kropskontakt med de uniformerede, og så er det godt at kende sin ret.
“Mange ved nok ikke, at man kan blive anholdt for bare at have et tørklæde i lommen. Og at man som kvinde kan kræve kropsvisitation af en kvindelig betjent. Sådan nogle ting er fede at få at vide,” siger Nanna Kari Jensen, 24 år.
De daglige oplæg finder sted i foredragssalen, hvor SUF’erne tilfredse konstaterede, at arbejderbevægelses-efterskolen allerede havde to røde faner stående.
I soverummene har de unge socialister rullet soveposerne ud, i fællesrummet troner en dekoreret bar, og i køkkenet slider ni såkaldte aktivister frivilligt med madlavningen. Når de da ikke stikker viskestykket og røreskeen i baglommen og sniger sig ind i øvelokalet ved siden af.
“Vi er et konceptband, som blev dannet for 20 minutter siden,” smiler Matthias Winther, mens han sammen med køkkenvennerne overfalder instrumenterne og giver sig til at stemme dem.
“Køkken-ensemblet” kalder de sig – selvfølgelig – og det kræver ikke musikalsk sans at være med. Det lader til, at Matthias og Jesper Kristiansen har nogenlunde styr på guitar og bas, og Annemarie Filtenberg klarer rytmen med marrochas, men Anders Jansen kaster hurtigt tamburinen fra sig igen, og kokken “Gedved” skulle vist aldrig have skiftet gryderne ud med trommer.
De fem musikere starter hver for sig, men overraskende nok finder bandet langsomt og lidende sammen i noget, der med lidt god vilje kunne kaldes musik. Da der kommer sang på, hjælper det rigtig meget på melodien:
“NÅR JEG SER ET RØDT FLAG SMÆLDE …” tordner de fem musikere ud i lokalet.
Synge kan de.
Udenfor er der også sang. Trivial Pursuit-spillet får lov at hvile en stund, mens syv lejrdeltagere rykker tæt ind til hinanden i en rundkreds på græsset.
“Kan du overhovedet spille noget? ‘Cum-bay-ya my lord’ måske?,” spørger en pige med et bredt grin, da en fyr forsøger at placere fingrene på en guitar.
Suzy Brown kommer ud med sanghæftet “Socialistiske sange” – og overtager guitaren. Heller ikke hun har gået på musikkonservatoriet, men hun kan et par akkorder.
“Skal vi ikke synge den der KU-nazisang?” lyder et forslag.
“Nej, vi skal have Røde Wilfred! Må jeg ikke låne en cigaret?” siger en anden.
Det bliver til Faglig Ungdoms gamle slagsang Røde Wilfred om, hvordan bolighajer og rigmænd tager arbejderne ved næsen, og om ikke at blive et “mankefår, der bare står og glor”, men at gå ud og gøre en forskel.
Midt i sangen stemmer gruppen henne på bænken i, for Røde Wilfred kan man næsten ikke lade være med at sjunge med på.
“Ikke flere narresutter, nu går Wilfred i aktion,” lyder det højt og insisterende ud over Hald Eges træer.
Pludselig lyder klokken. Der er frokost. Udenfor stopper en vandkamp modvilligt, og SUF’erne kaster sig over fiberbrød og hjemmelavet tunsalat. Der er røde plastikkrus til kaffe eller sodavand.
Fra en højttaler lyder blid engelsk house-musik. Inde ved siden af kan tavlen i foredragssalen skimtes, og den er fyldt med stikord som “Hvordan mobiliserer vi?” og “Hvilke midler skal vi bruge mod nazisterne”.
Men tavlen skal først i brug i morgen. Nu er det tid til at bade i søen. Og senere måske en politisk eller socialrealistisk film som “Bowling for Columbine” eller “Kommandanten”.
Klokken lyder igen. En ung kvinde med tørklæde om hovedet smiler ud over forsamlingen.
“Okay, om lidt går vi ned og bader. Husk at tage gode travesko på. Det er ikke noget krav at bade, men det er en fælles tur, så alle skal med,” siger hun.
Spisesalen klapper. Det lader til, at de fleste vil i vandet.