Politik


Grønne i det røde

Nordjyske, 18. juli 2004

Debut: Ligeværd og lækre piger. Sine og Daniel havde begge en forestilling om SUF, før de tog med på deres første lejr.

Socialistisk UngdomsFronts (SUF) sommerlejr er ikke bare en lejlighed for de gamle SUF-nisser til at klappe hinanden på skulderen og diskutere samfundspolitik. Det er også de frisk-udklækkede nye SUF’eres chance for at knytte bånd – og en mulighed for nysgerrige for at dukke op og se, om “fronten” overhovedet er noget for dem.

Daniel Maach, 16 år, og Sine Lund Mortensen, 15 år, er med på deres livs første SUF-lejr. Daniel har været med til et par møder i løbet af de sidste måneder, mens Sine slet ikke kender organisationen andet end fra hjemmesiden.

“I 9. klasse begyndte vi jo at få samfundsfag, og jeg har altid syntes, at politik er meget spændende. Så undersøgte jeg på internettet, hvilket parti, jeg passede bedst sammen med, og nu er jeg her,” smiler Sine.

Daniel vaklede lidt mellem Socialistisk Folkepartis Ungdom og SUF. Men han er ikke begejstret for EU, så valget faldt på SUF, der er mest EU-skeptisk.

“Det er meget fedt at være med i en politisk organisation. Så kan man politik med sine venner og har meget lettere ved at argumentere.
Enhedslisten har et forslag om, at man kan lade fire arbejdende folk dele deres arbejde med en femte, fordi det er totalt hul i hovedet, at der render for eksempel arbejdsløse pædagoger rundt. I første omgang havde jeg misforstået, hvad vi mente, og det lød totalt dumt, men nu har jeg fået forklaret principperne i det, og det giver en del mere mening,” siger Daniel, som er glad for, at sommerlejrens oplæg foregår på et ‘højere niveau end folkeskolen’.

Sine er lejrens alleryngste deltager, men det mærker hun slet ikke:
“Jeg var først lidt ked af, at jeg ikke havde en ven, jeg kunne tage med. Men folk er bare så søde, og jeg er slet ikke “under” nogen, selvom jeg måske er fem eller ti år yngre end dem. Vi har i øvrigt også haft et oplæg om hersker-teknikker, men det er ikke det, man finder mest af her i SUF,” siger Sine.

Hun har svært ved at pege på, hvad hun glæder sig mest til på resten af lejren, for det hele er fedt, synes hun. Men valget falder på badning, for selvom vandet er koldt, giver det en dejlig følelse af at blive renset, synes hun.

Daniel glæder sig mest til workshoppen om feminisme og til den store afslutningsfest om fredagen:
“Inden jeg tog afsted, havde jeg hørt, at SUFs sommerlejr var noget med at høre en masse oplæg, drikke en masse øl og kysse på alle de søde SUF-piger. Det er ikke helt ved siden af. Og SUF-piger er virkelig de sødeste. Det ved jeg ikke, om du ved?” griner Daniel.