Politik


Røde byggematadorer

Villabyerne, 24. juni 2006

“Hvis spekulanterne ikke vil – må vi jo”. Sådan lyder forklaringen på gårsdagens ‘byggeaktion’ ved Vangede Station.

I december 2003 skete der omsider noget på grunden Ellegårdsvej 81-85 ved Vangede Station. De baraklignende bygninger, der i årevis havde ligget forladt og forfaldne, blev jævnet med jorden – til stor tilfredshed for naboerne.
Dermed blev, hvad der efterhånden var kendt som ‘Vangedes skamplet’ endegyldigt fjernet, og Dan Ejendomme, der ejede grunden, lancerede optimistiske planer for lejlighedsbyggeri med udlejning for øje.

Det er nu over tre år siden, og til dato er intet nyt sket. Det vil sige – indtil i går, hvor en lille gruppe lokale unge fra ‘Socialistisk UngdomsFront’ besluttede sig for at tage sagen i egen hånd.

Vi bygger selv

Fra morgenstunden blev der uddelt løbesedler og morgenbrød på hjørnet af Ellegårdsvej og Vangedevej, og op ad formiddagen tog deres helt eget byggeri form:

“Vi bygger et lille hus for at gøre folk opmærksomme på, at denne grund bare ligger hen til ingen verdens nytte. Den kunne jo bruges til alt fra boliger til kulturhus, men grunden ligger øde, fordi nogle mennesker kan tjene penge på byggespekulation,” forklarer Niklas Jespersen.

Han skynder sig at indrømme, at det ikke er kommunens flotteste byggeri, men der var altså ikke penge til smukke eller mere vejrbestandige materialer. Til gengæld glæder han sig over de mange forbipasserendes interesse og støtte: “Den tomme grund er tilsyneladende blevet en torn i øjet på mange i nabolaget,” som han konstaterer.

Vi er i gang!

Hos Dan Ejendomme medgiver direktør Margit Birk Andersen, at grunden har ligget længe – og også alt for længe. Skal man tro direktøren er det dog ikke med Dan Ejendommes gode vilje, og byggeri af lejeboliger har faktisk allerede været i licitation hele to gange.

“Det er svært for os at få stablet et fornuftigt byggeprojekt på benene, da det er utrolig dyrt at bygge i øjeblikket. Ydermere er det en lidt vanskelig grund, fordi den skråner meget, og derudover kan man forudse en del problemer med at holde og læsse af på pladsen,” forklarer hun.

Alligevel tør direktøren godt love, at der snart sker noget. Dan Ejendomme er nemlig lige nu ved at indhente nye tilbud, og inden for få uger håber man på en afklaring.