Politiken, 30. april 2006
Opgør. I sidst uge tørnede venstrefløjen og højrefløjen sammen i Svendborg. Knytnæver, rasende slagord, æg og ølflasker fløj gennem luften, der plejer at være tung af idyl. To temmelig forskellige revolutioner er under planlægning på Sydfyn.
Revolutionen er ingenlunde fuldbyrdet. Men lige nu skinner solen så meget og så dejligt over Krøyers Have, at de unge anarkister, socialister, kommunister, punkere, flippere og dem, der mest bare er børn af hippier, har smidt sig i græsset med fredfyldte ansigter.
Her sprutter af småsnak og grin fra de unge kvinder og mænd, der rundt omkring i den grønne have strækker sig velbehageligt i solstrålerne og deler cigaretter og øl med hinanden. Sådan har det altid været med Krøyers Have, i hvert fald så langt tilbage, Svendborgs ungdom kan huske: Et fristed foråret og sommeren igennem, et sted hvor idealer og kys udveksles, politiske visioner og lokal sladder diskuteres og deles, et asyl fra småborgerligheden, som triller forbi ude på vejen. »De røde«, bliver de unge i Krøyers Have kaldt af de unge, der ikke kommer i Krøyers Have.
Men for en uge siden var de ikke bare røde. De var rødglødende. Og deres fristed omdannet til en kampzone midt i den sydfynske stokroseidyl. For en gruppe af de unge, der aldrig kommer i Krøyers Have, havde anmeldt en demonstration, her på de rødes grønne plæner. Under navnet ‘De National-Liberale’ og under parolen ‘Akkari og Laban ud af landet’. Og ikke nok med det: Den lokale højrefløjs-ungdom ville få selskab af Dansk Fronts kronragede højreekstremister.
Dét ville Krøyers Haves faste indvånere ikke finde sig i. Svendborg har siden de allergladeste 1960’ere været en rød by. Farven er måske nok blegnet en anelse gennem årene, men venstrefløjen står stadig stærkt, i kulturlivet, i lokalpolitikken, i de ældre generationers minder og i de yngre generationers hjerter.
Da den sydfynske havneby for en håndfuld år siden fik besøg af nazister, gik unge og gamle på barrikaderne. De bar lysende fakler i deres hænder og sang nazisterne ud af Svendborg. Så da Krøyers Have for en uge siden skulle lægge græs til en højreorienteret demonstration mod imamerne Ahmed Akkari og Abu Laban, besluttede 150 venstreorienterede unge at forpurre projektet. De besatte Krøyers Have.
»Ingen skal sprede hadske budskaber her«, siger aktivisten Emil Cronjäger med en myndig hovedrysten, der sætter hans lange hår i svingninger.
Emil er 19 år gammel, medlem af Socialistisk UngdomsFront og iført en rød T-shirt med budskabet Anti-Capitalism trykt med Coca-Cola-skrift. Han var i Krøyers Have under sammenstødet med højrefløjen, og han er her i dag, hvor han »feder den« i græsset sammen med vennerne Mikkel, Terese og Michael fra græsrodsbevægelsen TRABB.
Til daglig kæmper de for revolutionen. Målet er en omvæltning af det danske samfund, mere solidaritet og en ny regering. Men i sidste uge gjaldt kampen De National-Liberale og Dansk Front. De unge fra Krøyers Have forberedte velkomsten grundigt, blandt andet med SMS’er, der svirrede i luften over Svendborg dagene inden lørdagens demonstration og opfordrede alle til at »larme og synge dem ud af byen«.
Og flere timer inden, at seks biler fyldt med sjællandske medlemmer af Dansk Front rullede ind i Svendborg for at mødes med fynske National-Liberale, var Krøyers Have fyldt til bristepunktet af deres politiske modstandere.
Langsomt forvandlede Svendborg sit til et kaos. Politiet valgte at flytte De National-Liberales demonstration ned til havnen. Det ville demonstranterne ikke finde sig i. De National-Liberales 19-årige talsmand Lars Larsen valgte at opløse demonstrationen. Det ville Dansk Front ikke finde sig i. Og pludselig væltede det med kronragede mænd og kampklædt politi i Svendborgs gader. Knytnæveslag, æg og flasker fløj gennem luften, og ved Krøyers Have stod en mur af betjente mellem unge, der skreg »Ingen muslimer i vores gader« og unge, der skreg »Ingen racister i vores gader«.
I dag ånder Svendborg atter rolig idyl. Intet synligt afslører weekendens tumult. Og intet synligt afslører, hvordan en lille by på Sydfyn kan fostre politiske kræfter, som dem, der viste sig for få døgn siden. En bid af svaret findes hjemme i Lars Larsens lille lejlighed, hvor en flok unge omkring et kakkelbord har stiftet De National-Liberale. Dér tager vi hen senere. For en anden bid af svaret findes selvfølgelig hos Emil og vennerne i Krøyers Have. Og hos deres forældre.
Tereses mor var kommunist som ung, Emils far var socialistisk aktivist, og da Mikkel var lille, forærede hans far ham i julegave formand Maos bog, ‘Den Lille Røde’. Forældrene til børnene i Krøyers Have har været med til at gøre Svendborg rød. I slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne strømmede storbyernes mennesker til Svendborg med deres drømme om alternative livsformer. Den uskyldigt udseende by ved vandkanten havde i forvejen en stærk socialdemokratisk arbejderklasse og et stærkt kunstnermiljø. Nu fik den også kollektiver og ikke mindst Den Røde Højskole.
I de år flyttede 700 mennesker til byen, i jagten på de samme idealer, der fik øko-flipperne til at rykke til Djursland og andre flippere til at rykke til Christiania og Thylejren. Langtfra alle tilflyttere var politiske aktivister, men så godt som alle var ramt af tidens ånd og i midten af 1970’erne havde godt 50 forskellige græsrodsbevægelser hjemme i byen, hvor en rød fane med ordene ‘Svendborg for Fred’ vajede.
Siden er den røde farve falmet. Men med mellemrum tager den til i kraft. Som i begyndelsen af Irakkrigen, hvor en gruppe unge overhældte sig selv med blodrød maling foran Hotel Svendborg, for at vise byens gæst, statsminister Anders Fogh Rasmussen, at Svendborg stadig var for fred.
Og nogle af takterne fra tresserne lyder stadig i Svendborg. Som nu i lørdags, inden alt blev kaos. De unge aktivister, der besatte Krøyers Have, havde slæbt madrasser og sofaer med ud i det grønne, og de sad i forårssolen og sang Kringsat af Fjender.
Jo, man kan skam godt både være revolutionær og barrikade-romantiker, erkender både Emil Cronjäger med det lange hår, ekspunkeren Mikkel i T-shirten med Che Guevaras kontrafej, socialisten Terese med de sortmalede øjne og kommunisten Michael med de runde stålbriller og den militærgrønne kasket.
»Jeg har engang hørt, at Danmark har svært ved at fostre revolutioner som i for eksempel Frankrig, fordi Grundtvig har skabt hyggebegrebet«, griner Michael stille og piller lidt ved en tot græs.
Mikkel smiler alvorligt; nok hygger de sig i Krøyers Have, men derfor ligger revolutionen ikke stille: »Nu har vi lige fået vist, at racister ikke er velkomne i Svendborg. Måske er det kapitalisternes tur næste gang«, erklærer han.
Emil nikker, skubber håret væk fra ansigtet og tilføjer så: »Ja, men det bliver nok sværere, for de er godt integreret i byrådet«.
En helt anden revolution er under planlægning i udkanten af byen, hjemme hos Lars Larsen fra De National-Liberale. I hans hjørnesofa under et dansk flag og plakater af både rock-monsteret Marilyn Manson og Monets impressionistiske landskaber sidder en håndfuld unge mennesker, der overvejende stemmer på Fremskridtspartiet. Mellem kaffekrusene og askebægrene på kakkelbordet står et lille skilt med indskriften »Demokratiet er flertallets ret til at begå uret«.
Her i lejligheden er folk grundigt trætte af alle »de røde«, og endnu mere trætte af, at politiet i lørdags flyttede deres lovligt anmeldte demonstration fra Krøyers Have og ned til den mennesketomme havn i stedet for at smide »de røde« og deres madrasser væk fra græsset.
»Svendborg er en rød by, og vi skal gå og se på deres plakater hver dag, og se på, at de besætter Krøyers Have hver dag. Selvfølgelig vidste vi godt, at det ville blive taget som en provokation, at vi ville demonstrere i haven, og det var sådan set også ment som en provokation. Vi vil også have lov til at være her«, erklærer Lars.
Både han og hans kammerater er enige om, at det er noget rod, at flere af gæsterne fra Dansk Front endte med at blive anholdt for gadeoptøjer.
»Vi tager selvfølgelig fuldstændig afstand fra vold. Men vi tager gerne imod støtte, og det var jo som sådan en tema-demonstration, hvor alle var velkomne til at deltage uanset politisk ståsted. Så da de ringede og sagde, at de ville komme til vores demonstration, sagde jeg selvfølgelig, at de var velkomne. De kammede måske lidt over, men det gjorde de røde så sandelig også«, siger Lars energisk og beskriver vredt, hvordan hans jævnaldrende i Krøyers Have råbte »nazisvin« efter ham og hans venner fra De National-Liberale, som havde sat sig på en bænk foran haven, efter deres demonstration var opløst.
»Det er virkelig et flot debatniveau, de har, længe leve demokratiet. Helt ærligt, vi er politisk bevidste unge mennesker, vi er bare ikke enige med dem«, siger Lars, læner sig frem og hiver beslutsomt i sit fipskæg:
»Helt ærligt, hvordan kan de forsvare folk som Abu Laban og Ahmed Akkari, der er kvindeundertrykkende, imod demokratiet og som sender dødstrusler til danske politikere. Hvordan?«, spørger han, uden at forvente andet svar end de nik, han inkasserer fra sine kammerater.
Uenigheden med »de røde« står også printet i formålsparagrafferne for den nystiftede gruppe, De National-Liberale, som Lars med en bredt grin kalder for en græsrodsorganisation.
»Vi vil bekæmpe islamiseringen af Danmark, vi vil bekæmpe totalitære ideologier, vi ønsker et frit samfund, vi er nationalt indstillet, men bestemt ikke racister«, citerer de unge i munden på hinanden.
Lige nu kæmper de for at omvende unge i Svendborg og på resten af Fyn. Fremtiden må vise, om De National-Liberale stiller op til byrådet, fortæller Søren, der også er medlem af Fremskridtspartiet. Ligesom Lars’ far, i øvrigt, for også på denne side af den politiske midte vejer forældrene tungt. Men indtil videre er de i undertal.
»Svendborg er sgu nok sjovere at bo i, hvis man er venstreorienteret«, sukker Søren.
Og lige på dét ene punkt er de enige, den unge Søren fra De National-Liberale og den gamle boghander Jens Meincke. Hele sit liv har Jens Meincke været venstreorienteret, endda militant socialist, som han siger, og hele sit liv har han været omgivet af bøger. Det er 25 år siden, han flyttede til Svendborg, i slipstrømmen af den højrøde indvandring fra storbyerne. Og her fra sin lille butik ved havnen følger Jens Meincke ivrigt med i de unges ideologiske kampe. Hans hjerte banker hårdt for lejren i Krøyers Have, selv forsøger han at holde sig uden for rampelyset, men han er altid klar med gode råd og socialistisk faglitteratur ad libitum.
»Da jeg kom hertil, var her grøde. Siden har der været en meget fredelige periode med politisk mainstreaming. Men i dag kigger de unge 20 år tilbage og kan se, der var noget, der rykkede dengang. Det, der er så strålende ved den del af ungdommen er, at den ikke vil finde sig i det, der foregår på den yderste højrefløj. De tager stilling, solidarisk stilling, i en tid præget af individualister. Og så holder de sammen, for det giver et godt fællesskab af kæmpe for sin sag«, siger Jens Meincke med et strålende blik.
Boghandleren lader sig rive med af minderne om dengang, Svendborg var rødest. Og minderne om protestdemonstrationen dengang for seks år siden, da nazisterne kom til Svendborg.
»2.000 borgere gik gennem byen. Et halvanden kilometer langt fakkeloptog gennem lille Svendborg«, siger han med sprukken stemme og kigger op med blanke øjne:
»Ja, nu får jeg sgu en klump i halsen. Jeg bliver helt rørt af at tale om det her«.
Ingen tvivl om, hvor Jens Meinckes sjæl og hjerte er. Og han stiller gerne sine 62 års livserfaring til rådighed for byens unge:
»Jeg valgte IKKE at gå ned i Krøyers Have i lørdags, så det fra fjendens side ikke kunne hedde sig, at det var os gamle socialister, der stod bag de unge. Men jeg havde talt med de unge på forhånd, talt med dem om slagord og om, at humor er det bedste våben. De unge er jo anti-militante, så jeg sagde til dem ‘Forsøg at få latteren på jeres side’. Sådan vinder de også bedst befolkningens forståelse«.
Jens Meincke tusser op på førstesalen af sin butik. Her oppe gemmer han på stablerne af socialistisk skønlitteratur og faglitteratur. Han slår ud med hånden:
»Altid er de velkomne til at få gode råd om læsestof«.
Titlerne afslører en gammel drøm. ‘Kapitalen’ af Karl Marx. Udvalgte værker af Lenin. To bind af ‘Danske Revolutionære’. Og kilovis, kilometervis. Her ligger den, opskriften på den revolution, de ønsker nede i Krøyers Have. Den revolution, de hader ude i lejligheden med kakkelbordet. Den ene fløj har arven fra Jens Meincke på sin side. Den anden fløj har fremtiden for sig.