Politik


Unge socialister satte præg på gadebilledet

Frederiksborg Amts Avis, 18. april 2006

Socialistisk UngdomsFront i Hillerød benyttede påskelørdag til at protestere mod en række ting, blandt andet krig og racisme.

Hillerød: Flere af de handlende påskelørdag spærrede øjnene op en ekstra gang under indkøbsturen i Hillerøds gader, da der flere steder i bybilledet var hængt bannere, faner og dukker op.
Blandt andet på hjørnet af Batzkes Bakke og Holmegårdsvej hang en dukke med påskriften “Fogh har blod på hænderne”.
Det var Socialistisk UngdomsFront i Hillerød, der stod bag aktionen, og talsmanden, der kun ønsker at blive kaldt “Kristian”, fortæller, at alt forløb ganske fredeligt, og at det var også meningen. – Vi kom kun i kontakt med politiet et enkelt sted, men vi fik rigtig mange gode diskussioner med folk på gaden. Vi havde valgt påskelørdag, fordi vi var klar over, at der ville være mange handlende på dette tidspunkt, fortæller han.
Andre steder i Hillerød hang bannere med tekster om modstand mod racisme, kapitalisme og sexisme, og “Kristian” oplyser, at den samlede aktion var et forsøg på at gøre opmærksom på en række kritisable emner i Danmark. – Selvfølgelig er det også en kritik af krigene i Afghanistan og Irak, men i lørdags forsøgte vi os også med en mere generel kritik for at gøre opmærksom på venstrefløjens eksistens, siger han.
De fleste af bannerne m.v. blev dog hurtigt pillet ned, blandt andet ved statuen på Torvet.
Socialistisk UngdomsFront i Hillerød har ikke øvrige aktioner på tapetet, men vil ikke afvise, at der vil dukke noget op på det rette tidspunkt.