Jyllands-Posten, 29. september 2003
Jonathan Gros Jungløv tror på demonstrationer og happenings som politisk våben. Den 18-årige gymnasieelev har meldt sig ind i Socialistisk Ungdomsfront for at gøre oprør mod regeringens politik.
»Bush, Fogh, CIA how many kids did you kill today.«
Det taktfaste slagord gjalder fra en skare af vrede unge venstrefløjsaktivister, der demonstrerer mod krigen i Irak. Det var november 2002, og en af demonstrationens deltagere var den kun 17-årige århusianer Jonathan Groes Jungløv. Det euforiske fællesskab på gaden giver Jonathan en platform for sin kritik af regeringens politik. En politik han gennem længere tid har følt sig magtesløs overfor.
»Anti-krigsdemonstrationerne blev min vej ind i en den politiske græsrodsbevægelse Socialistisk Ungdomsfront. Jeg deltog mere eller mindre tilfældigt i min første demonstration, men her fandt jeg virkelig et fællesskab, der turde råbe op over for regeringen,« siger Jonathan og kører en hånd igennem det tjavsede moderigtige strithår.
Og det er ikke kun regeringens offensive udenrigspolitik, som har fået den unge århusianer på gaden. Den forestående spareplan på gymnasieområdet har også fået ham og flere andre op på barrikaderne og ind i græsrodsbevægelserne.
»Regeringen vil skære ned på gymnasierne, så vi for eksempel skal være endnu flere i klasselokalerne, og det er jo fuldstændig vanvittigt,« siger Jonathan og peger over mod døren til fysisklokalet på Risskov Amts Gymnasium.
Han forklarer, at lokalet har plads til 24 elever, og i øjeblikket sidder de omkring 30. Når regeringen har gennemført besparelser på 76 mio. kroner, så forudser han, at eleverne skal kæmpe om at få en siddeplads de i forvejen trange klasselokaler.
»Demonstrationerne mod besparelserne har givet Socialistisk Ungdomsfront vind i sejlene, for her kunne gymnasieeleverne virkelig se, hvem der kæmpede deres sag,« fortæller Jonathan Groes Jungløv med overbevisning i stemmen.
Et par af Jonathans veninder kommer tilfældigt forbi og blander sig i samtalen.
»Nedskæringerne er så uretfærdige, at de en overgang fik mig til at overveje at gå mere aktivt ind i politik. Socialistisk Ungdomsfront og de andre bevægelser vandt virkelig meget sympati, fordi de støttede de studerende,« siger 19-årige Nanna Scherfig Straarup.
Hendes veninde Sarah Mikkelsen supplerer, at det ikke engang kommer til at gå synderligt ud over deres årgange, da besparelserne først slår rigtig igennem om et par år. Alligevel syntes hun, at det er for galt, at de eneste, der rigtig kæmper de studerende sag er Danske Studerendes Fællesråd og de socialistiske græsrodsbevægelser. Ikke desto mindre føler hun ikke selv, at hun har tid til at gå aktivt ind i en politisk ungdomsbevægelse.
»Jeg prioriterer det ikke højt nok, og jeg er heller ikke helt sikker på, at demonstrationer og happenings hjælper så meget,« smiler hun.
Det kan Jonathan dog ikke nikke genkendende til. Han mener, at de alternative aktionsformer vækker opsigt, og det er noget, som vinder gehør hos politikerne.
»Politikerne skal tjene folket, og derfor bliver de nødt til at høre os, når vi går på gaden. Bliver demonstrationerne store nok, så skal de nok lytte til os i sidste ende,« slår han fast.
De konkrete aktioner appellerer også kraftigt til unge mennesker – så som at gå på gaden og vise sin utilfredshed i stedet for at sætte et kryds ud for et parti, der ofte sidder mange hundrede kilometer borte og varetager mange forskellige folks interesser.
»Det at stå i en kæmpe folkemasse i bevægelse med et mål og en indre rytme, giver mig følelsen af, at man betyder noget, og at man gør en forskel,« siger Jonathan Groes Jungløv og smiler, inden han pakker sine skolesager sammen efter en lang dag i lærdommens og politikkens tjeneste.
Jeg deltog mere eller mindre tilfældigt i min første demonstration, men her fandt jeg virkelig et fællesskab, der turde råbe op over for regeringen. Jonathan Groes Jungløv
Nedskæringerne er så uretfærdige, at de en overgang fik mig til at overveje at gå mere aktivt ind i politik. Socialistisk Ungdomsfront og de andre bevægelser vandt virkelig meget sympati, fordi de støttede de studerende. Nanna Scherfig Straarup, 19-årig studerende