Politiken, 23. juni 2005
Unge punkere, anarkister, socialister og kommunister har fundet sammen i Svendborg. Målet er revolution. Og en ny regering.
De sidder der i græsset, og de sidder i rundkreds.
Kommunisten Michael Jørgensen med de runde briller og det eftertænksomme blik. Punkeren Mikkel Thorup Nielsen med cowboyvesten, hvor der på ryggen står »gadens parlament«. Socialisten Terese Mastek med den flagrende, grå nederdel og næsepiercing. Og Emil Cronjäger fra Socialistisk Ungdomsfront med det lange, løse hår.
Vi sidder i Krøyers Have i Svendborg og snakker socialisme. For at finde ud af, om byen stadig gemmer på en rød og revolutionær ånd.
Jovist holder Svendborg stadig den røde fane højt, forsikrer de. De unge gør i hvert fald.
»Målet er revolution«, siger Terese.
Så langt er de enige.
»Jeg kunne nu også godt tænke mig en socialistisk arbejderstat«, siger Michael og ler.
»Vi vil have en radikal omvæltning af samfundet, og det er ikke noget, vi kan få gennem reformer«, forklarer Mikkel, før Emil skærer igennem:
»Vi arbejder alle sammen hen mod at få en verden med mere solidaritet. Men det kræver, at folk vågner op«.
De andre nikker.
De er måske ikke enige om alt. Alligevel arbejder de sammen.
I Svendborg er punkere, socialister, anarkister og kommunister fusioneret i en gruppe, de kalder Trabb. En organisation, hvor de unge mødes en gang om ugen for at diskutere politik, høre foredrag og planlægge det politiske arbejde. Hvis regeringen skal væltes, så kræver det, at man står sammen, forklarer de:
»Det er så ærgerligt, at man på venstrefløjen tit lægger vægt på uenighederne i stedet for at tænke på, hvordan vi når et mål. Derfor arbejder vi sammen, og det er rigtig fedt«, siger Emil.
Michael tilføjer: »Man kan faktisk godt kalde den socialistiske ungdom i Svendborg for ét stort kollektiv. Vi vil gerne holde op med at tænke så meget på os selv og i stedet tænke mere på andre«.
Vi sidder i haven, fordi de unge socialister i Svendborg ikke har noget sted at være. Tidligere havde de et lokale i Klosterstræde. Men første april blev de smidt ud.
»De sagde, vi rodede«, sukker Mikkel.
»Men vi skyder på, at det er fordi ham, der ejer bygningen er borgerlig«.
Nu har de søgt kommunen om at få et nyt lokale, ligesom de i årevis har bedt om et ungdomshus, de selv kan styre.
»Vi har brug for et sted, hvor vi unge kan mødes og diskutere politik«, siger Terese.
Hun er ligesom Emil og Mikkel vokset op i et af de mange kollektiver, der for år tilbage blomstrede op på Sydfyn. Dengang blev der kæmpet for at ændre samfundet, og det var fedt, synes de, selv om Mikkel har en stille protest:
»Der gik altså meget meditation og »jeg skal udfordre mit indre i den«- for nogen. De kunne godt have snakket mere politik«, siger han leende.
Terese og Emil læser HF, Michael arbejder som hjemmehjælper, mens Mikkel er færdig med 2.g. Og man skal bare nævne ordet politik, før ordene nærmest falder ud af munden på dem: Den enorme ulandsgæld suger flere penge ud af de fattige, end vi giver. Der mangler solidaritet i EU-projektet og vi skal ud af Irak.
»Ved tsunamien hørte vi enormt meget om det. Men der er mange andre steder, der også godt kunne bruge opmærksomhed«, siger Mikkel.
Under valgkampen demonstrerede de unge mod statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han var på besøg i byen. De lagde sig foran Handelsskolen som sminkede lig for at protestere mod krigen i Irak. For tredive år siden var det forældregenerationen, der var på gaden i Svendborg, i dag er det de unge.
»De fleste af de gamle stemmer SF og Enhedslisten i dag. Måske synes de, at de er blevet for gamle til at gå på barrikaderne«, forklarer Mikkel.
Emil stiller op for Enhedslisten til efterårets kommunalvalg. På et tidspunkt bliver de gamle for gamle, og så skal de unge være klar til at tage over:
»En del af dem har jo kæmpet i årtier og på et tidspunkt kan man give op. Men så må vi jo kæmpe videre«, siger Emil.
Og når Bush kommer til København 6. juli kører de unge socialister fra Svendborg for at demonstrere.