Sjællandske, 9. november 2009
Fyren fra siloen« på Sydhavnen i Vordingborg – som Enhedsliste-kandidaten Karl Kristiansen kalder sig selv – har slået til igen. Denne gang tæt på Gåsetårnet i hjertet af Vordingborg! Op til weekenden har medlemmer af Socialistisk UngdomsFront – Enhedslistens såkaldt uofficielle ungdomsorganisation, forkortet SUF Vordingborg – involveret byens statue af Valdemar Sejr i valgkampen.
Kongen, der i 1241 på Vordingborg Slot gav Jyske Lov, fremviser nemlig her i valgkampens sidste uger – i stedet for den berømte lov – stolt en plakat for Enhedslisten.
- Det skal lige siges at der intet står i reglerne om ophæng af valgplakater, at statuer er fredede. Desuden så må det være et ligeså stort »smuthul«, som når konservative hænger valgplakater op på nogle veje, fordi de har søgt tilladelse, da reglerne efter kommunesamlægningen ikke er faldet på plads endnu, lyder det fra den 18-årige Enhedsliste-kandidat bosat i Over Vindinge, der sammen med vennerne i SUF Vordingborg har ophængt »moderpartiets« valgplakater i Valdemarernes by.
Karl Kristiansen gjorde sig i sommer offentligt bemærket, da han deltog i den ganske udramatiske, kortvarige besættelse af siloen på Sydhavnen. Den aktion gennemførtes af unge venstreorienterede for at sættes fokus på deres og Enhedsliste-byrådsmedlem Bent Jørgensens ønske om et ungdomshus etableret for skatteborgernes penge.