Viborg Stifts Folkeblad. 21. september 2009
Socialistisk Ungdomsfront satte plakater op på det gamle rådhus for at gøre opmærksom på sin egen klimastrategi.
Indgangen til det gamle rådhus i Viborg var overdækket med plakater fra Socialistisk Ungdomsfront forleden. Fronten ville dermed gøre politikerne i Viborg Byråd opmærksomme på, at den har lavet sit eget forslag til en klimastrategi for Viborg Kommune, som efter frontens opfattelse er meget bedre end det forslag, som Viborg Kommune har sendt i høring.
Ungdomsfronten var måske gået lidt galt i byen, for plakaterne hang på indgangen til det gamle rådhus, men byrådet har for cirka halvandet år siden flyttet sine møder fra byrådssalen i det gamle rådhus til regionsrådssalen.
Socialistisk Ungdomsfront mener, at byrådets oplæg til en klimastrategi er visionsløst og ukonkret. Den rummer en målsætning om, at Viborg Kommune skal være CO2-neutral som helhed, men der mangler årstal og delmål. Ellers er det jo noget, som alle mener, påpeger ungdomsfronten.
»Der sker ikke nok i Viborg Kommune. Vi skal have gang i energisparende renoveringer af alle bygninger, både kommunale og private. Desuden skal offentlig transport være gratis, og det skal være muligt at klare alle hverdagens gøremål ved hjælp af kollektiv transport.
Det kan godt være, at høringen af klimastrategien først slutter i december, men det er ingen undskyldning for ikke at igangsætte en række tiltag inden da,« siger Aksel Rosager Johansen, der er kontaktperson for SUF Viborg og byrådskandidat for Enhedslisten i Viborg.