Kampen for en bedre uddannelse handler ikke kun om de fysiske rammer, indkøbsbudgetter og SU-takster. En lige så vigtig del af kampen består i at definere indholdet af vores uddannelser, pædagogik og værdier. Desværre går tingene i dag den forkerte vej. Flere test, tidligere specialisering, adfærdsregulering og markedsgørelse er øverst på dagsordenen.
Den retorik, vi hører i dag om et videnssamfund, betyder ikke andet end et samfund med en vidensøkonomi, ligesom industrien var den dominerende økonomiske sektor i industrisamfundet. Dette er ingen garanti for investeringer i vores uddannelsessektor; derimod betyder det, at uddannelse i højere grad bliver opfattet som en vare, der skal have et afkast, der skal kunne måles og vejes. Derfor er det vigtigt at tage del i kampen om den ideologiske diskussion om vores uddannelse. Uddannelse skal ikke være en vare men en velfærdsgode, der skal modvirke den sociale ulighed, udvide vores demokrati og skabe hele mennesker. Det er dét uddannelsessystem, SUF arbejder for.
I SUF kæmper vi for en uddannelse med plads til alle, og derfor skal uddannelser være helt gratis for alle. Brugerbetalingen på uddannelserne, som gradvist forøges, skal fjernes helt. Brugerbetalingen består bl.a. af køb af lommeregnere, bøger, kopier, studieture etc.
For at sikre et uddannelsessystem med plads til alle, der uddanner kritiske og beviste borgere, er det vigtigt, at man indretter undervisningen, så alle kan være med. Det kræver et opgør med central detailstyring gennem lovgivning og bekendtgørelser – i stedet skal der være tiltro til lærernes faglighed, sikring af deres metodefrihed samt plads til diskussion og elevindflydelse.
Vi vil ikke have et uddannelsessystem med karakterer som fokus. Elever og studerende skal ikke konkurrere, men sammen udvikle ny viden. Uddannelsesinstitutioner skal ikke bruge kræfter på, hvem der er bedst, men på at arbejde sammen om hele tiden at forbedre uddannelsessystemet.
Som elever og studerende vil vi ikke måles og vejes med tal, som oftest belønner en bestemt adfærd. Evnen til at udvise denne adfærd er ofte betinget af ens sociale baggrund, og karaktersystemet virker derigennem til at reproducere uligheden i samfundet.
Vi vil have fyldstgørende, indragende, fremadrettet evaluering og vejledning til at udvide vores viden.
Uddannelsessystemet skal rumme uddannelser, der passer til alle. Vi lærer ikke alle ens, og derfor skal undervisningsformerne selvfølgelig heller ikke være ens. Alle, både børn af akademikere og børn af ufaglærte, skal have samme forudsætninger for at gennemføre en uddannelse. Vi skal have stoppet videreførelsen af den sociale ulighed!
Kontrollen med elever gennem test, karakterer og fraværsregistrering skal stoppe. Det er en politisk disciplinering af elever og studerende – en måde hvorpå man vænner os til at rette ind overfor overklassens autoriteter.
Kontrollen og mistilliden skal erstattes med myndigørelse og tillid, så elever og studerende i højere grad lærer at kunne tage ansvar for sig selv og deres læring.
Vi ønsker at alle dele af samfundet skal fungerer demokratisk, og det gælder selvfølgelig også uddannelsessystemet – elever, lærere, forskere, forældre og pædagoger skal sammen udvikle vores uddannelsessystem. Uddannelsessystemet skal uddanne til at deltage i demokratiet. Det gør man bedst, hvis uddannelsesinstitutionerne selv fungerer demokratisk.