Politik


SUF: Nej til politisk vold, sådan da

JP Århus, 29. januar 2009
VU’s møde med nazister kritiseres af Socialistisk UngdomsFront. SUF samarbejder selv med Antifascistisk Aktion.

Socialistisk UngdomsFront har meldt sig i rækken af organisationer, der kritiserer VU Århus’ beslutning om at holde et debatmøde med en repræsentant fra nazistpartiet DNSB den 16. februar.
Men SFU samarbejder selv med den københavnske gruppe, Antifascistisk Aktion (AFA), der anerkender slagsmål og sabotage.

SUF chokerede

Som reaktion på VU-mødet skriver SUF:
»I SUF er vi chokerede over dette. Den slags invitationer lukker nazister, der bruger vold og hylder Hitlers holocaust, ind i varmen i vores samfund.«
Organisationssekretær Anders Jansen udtaler ifølge skrivelsen:
»I deres syge ideologi er det retfærdigt at bruge vold mod politiske modstandere.«

Der blev heilet

Der henvises til tre episoder, hvor personer fra venstrefløjen er blevet slået ned. Der er ikke anholdt nogen DNSB-medlemmer i sagerne, men Magnus Skovrind, medlem af SUF’s landsledelse, er sikker på, at det er nazisterne, der står bag, for der blev heilet bagefter.
SUF samarbejder selv med AFA, der i sit manifest bl.a. skriver:
»Selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.«
SUF beskriver på sin hjemmeside AFA som »vores venner«, og de to organisationer har blandt andet samarbejdet om en demonstration i Salem, Sverige.
Landsledelsesmedlem Magnus Skovrind ser ingen problemer i at kritisere VU for et debatmøde, når man selv samarbejder med AFA.
»Når vi laver noget sammen med AFA, så foregår det på et ikke-voldeligt grundlag.«

Forskel på vold

Han anerkender, at VU’s møde også er ikke-voldeligt, men mener, at der er stor forskel på vold fra AFA og fra højrefløjen.
»AFA er klar til at forsvare sig over for den vold, der bliver påført af andre. Der er stor forskel på det og så at gå og slå folk ned, som nazisterne gør,« siger Magnus Skovrind.

Fakta: Foreningerne

AFA – Antifascistisk Aktion. Københavnsk gruppe, der i sit manifest anerkender slagsmål og sabotage som legitime, politiske midler.
SUF – Socialistisk Ungdomsfront. Landsdækkende socialistisk ungdomsgruppe , der samarbejder med Enhedslisten.
VU – Venstres Ungdom. Regeringspartiet Venstres ungdomsafdeling.
DNSB – Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse. Den største nazistiske forening i Danmark.