SUF nyheder

Finanskrise #2: Finanskrisen i Danmark og regeringens redningspakke

13.10.08 af SUF

Finanskrisen har ramt Danmark

I Danmark har vi set de første tegn på, at finanskrisens omfang er globalt. Allerede inden resten af Europa er alvorligt ramt, er 7 danske banker blevet overtaget, fusioneret eller frivilligt solgt i dele. Skræmmeeksemplet Roskilde Bank måtte have støtte i milliardklassen af den danske stat – det var altså bistand til spekulanter. Nationalbankdirektør Niels Berstein udtalte, at de mange bankproblemer er et dårligt tegn, fordi finanskrisen slet ikke har ramt Europa for alvor endnu.

Ligesom i USA har danske banker kraftigt ekspanderet deres udlån uden at være dækket ind af samme mængde penge i indlån – dvs. at de har haft et voksende indlånsunderskud. Finansrådet (bankernes brancheorganisation) har analyseret sig frem til, at de danske banker har et i international sammenhæng lille indlånsunderskud – og derfor mener de, at de danske banker er godt rustet til den kommende finanskrise. Indlånsunderskud betyder, at de penge man låner ud, ikke er finansieret ved indlån (fra de sektorer man udlåner til).

Imidlertid er der et afgørende træk ved den danske banksektor, der ikke lover godt for fremtiden. I Danmark har boligmarkedet de sidste 4-5 år har været primus motor for samfundsvæksten. Og mange af de mindre eller mellemstore banker har omfattende lån til boligspekulanter. Nu, hvor boligmarkedet har retning mod bunden, står bankerne over for store problemer. Det var fx boliginvesteringer, der kostede både Roskilde Bank og Bonusbanken deres selvstændighed.

Finanskrisen i 1980’erne

Det er ikke første gang, at Danmark og Norden rammes af en omfattende finansiel krise. I perioden 1987-1994 var der overalt i Norden kæmpemæssige problemer forårsaget af samme spekulative udlånsvækst som nu. Årsagen var dengang, at Schlüter-regeringen i starten af 1980’erne havde iværksat en ideologisk offensiv mod regulering af finanssektoren og fjernet alle nationale forhindringer på meget kort tid. Bankernes nye frihed blev omsat i finanskrise.

Senere, i starten af 1990’erne, betød tilknytningen til EU, at Danmark skulle afvikle alle reguleringer af finanskapitalen internationalt i forbindelse med oprettelsen af EUs Indre Marked. Det betyder, at Danmark og resten af EU-landene nu har opgivet al væsentlig regulering af finanskapitalen. Sammen med globaliseringen er det baggrunden for, at finanskrisen kan sprede sig så hurtigt og voldsomt.

Regeringens nødplan

Imidlertid er der intet i regeringens nødplan, som peger i retning af ny kurs overfor finanssektoren – vi skal med andre ord ikke forvente, at den danske regering re-regulerer og demokratiserer finanssektoren. Tværtimod! Planen socialiserer banksektorens tab, mens profitten har været privatiseret gennem de sidste 20 år. I stedet fokuserer nødplanen på den lynchstemning, der lurer mod bankdirektørerne.
I SUF skal vi under ingen omstændigheder have ondt af bankdirektørerne, men de er kun en funktion af finanskapitalens (aktionærernes) grådighed: Bankdirektørerne har ikke kunnet tjene så mange penge, hvis ikke det var fordi, de til gengæld sikrede finanskapitalen kæmpe udbetaling af profit og en gearing (opblæsning) af bankens aktier til fordel for aktionærerne.
Derudover betyder planen, at skatteyderne skal dække tab over de 35 mia. kroner, som bankerne selv lægger i planen. Det kan måske lyde af meget, men er det rene vand ved siden af de summer, som banksektoren har tjent bare de sidste 10 år.

Regulering af finanskapitalen er et klassespørgsmål

Den nuværende finanskrise klargør to ting for verden:

  • At regulering af finanssektoren er et klassespørgsmål.
  • At (ny)liberalismens illusioner om det selvregulerende frie marked har lidt et alvorligt nederlag.

Regulering af den finansielle kapital er et klassespørgsmål. Det er blevet gjort klart, at der er en historisk sammenhæng mellem en dominerende finanssektor og en ekstrem skævvridning i indkomster og formuer. Denne skævvridning er størst i USA, men i Danmark har man siden dereguleringens start i 1980’erne også set en klar tendens mod voksende ulighed i formuer og indkomster.
Samtidig har dereguleringen medført en stigende koncentration i finanssektoren; i dag sidder Danske Bank og Nordea på stort set hele markedet. Det betyder, at de har enorm magt. Samtidig høster aktionærerne i disse banker en enorm rigdom. Således har Danske Bank mellem 2000-2007 udbetalt profit til en værdi af 38 mia. kr. og afviklet tilbagekøbsprogammer for 18 mia. Det giver et samlet udbetaling til aktionærerne på 56 mia. kroner. Det er med andre ord groteske summer, som finanssektoren og aktionærerne her tjener.

Det er derfor et imperativ for socialister at få demokratiseret den finansielle sektor. Det betyder nationalisering af bankerne, offentlig flertalsrepræsentation i bestyrelser samt demokratisk regulering af den finansielle kapitals anvendelse.

For det andet har det vist sig, at finanssektorens rovdrift på resten af økonomien gennem spekulation, grådige udlån og uigennemsigtige finansielle produkter har destabiliseret økonomien – i stedet for at skabe stabilitet. Dereguleringen af finanssektoren var en mærkesag for de nyliberale regeringer overalt i de vestlige lande i 1980’erne, og de kunne vinde opbakning, fordi den keynesianske regulering tilsyneladende havde spillet fallit efter 1970’erne krise.
Nu viser det sig imidlertid, at nyliberalismens politiske økonomi også har spillet fallit i forsøget på at lade finansmarkedet og det kapitalistiske samfund regulere sig selv. Krisen er så åbenlys, at selv det Radikale Venstre kan se det!

Finanskrisen er nyliberalismen sammenbrud

Nyliberalismens politiske hegemoni de sidste 20-30 år er derfor i opbrud. Det er igen blevet offentligt anerkendt at stille spørgsmål ved kapitalismens rovdrift på arbejderklassen. Spillerummet for at fremføre argumenter for det eneste sande alternativ til kapitalismen – socialismen – er nu åbnet og giver os mulighed for at vinde mange støtter i kampen for socialismen.
Det skal vi i SUF og Enhedslisten udnytte. Vi skal være offensive i både at kritisere kapitalismen og fremsætte krav til en socialistisk omorganisering af samfundet. Vi har nu et objektivt og håndgribeligt bevis for, at kapitalismen ikke fungerer og at reformismens krav kan ikke løse problemerne.
Hvad vi har brug for er en socialistisk revolution, hvor et første krav er regulering og demokratisering af hele finanssektoren.

Mulighederne er der – nu er det tid til handling!

Af Anders fra SUFs debatgruppe

Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.