SUF nyheder

Jeres Krise – Jeres Regning

9.11.11 af SUF

På torsdag er der national aktionsdag i bevægelsen ”Jeres Krise – Jeres Regning”. En bevægelse som SUF sammen med SFU, DSU og flere af ungdomsagforeningerne støtter op om.

”Jeres Krise – Jeres Regning” er det danske svar på Occupy Wallstreet bevægelsen, som startede i USA. Bevægelsen er resultatet af helt almindelige menneskers frustration over at blive arbejdsløse og måtte gå fra hus og hjem – velvidende at deres skattepenge gik til redningspakker til bankerne og finansspekulanterne, som gennem spekulation har skabt den krise som alle nu er ramt af.

Under parolen ”Vi er de 99%” gik folk på gaden og besatte Wallstreet i protest mod, at de 99% af befolkningen skulle betale dyrt for den krise, som verdens 1% rigeste havde skabt. Bevægelsen spredte sig som en steppebrand over hele verden, hvor folk følte samme frustration. I dag har omkring 150 byer været besat og bevægelsen fortsætter med at vokse.

Initiativet ”Jeres Krise – Jeres Regning” stiller krav til banker og virksomheder i Danmark om at betale den skat de har pligt til, mere gennemsigtighed på finansmarkedet, en opsplitning af kommerciel bankdrift og investeringsbanker, så bankerne ikke længere kan gamble med almindelige borgeres penge. Vi kræver et forbud mod aktieoptioner, så ledelsen ikke har et direkte økonomisk incitament til at løbe store risici med bankens penge. Vi vil indføre tobinskat på aktiehandel, som er en mikroskat, der vil være med til at begrænse den hurtige og ødelæggende aktiespekulation.

Selvom vi i SUF er gået sammen med størstedelen af regeringens ungdomspartier for at støtte op om bevægelsen, har vi ikke megen tiltro til at forandringen vil komme fra regeringen. På trods af at det var blandt regeringens valgløfter, har de netop nægtet at bakke op om indførelsen tobinskat på europæisk plan. Selvom store dele af EU bakker op om kravet, vælger S-SF-R regeringen at stille sig på samme side som finanssektorens lobbyister – og dermed den modsatte side af kravene fra ”Jeres Krise – Jeres Regning”.

I SUF mener vi ikke at krisen blot handler om nogle få grådige spekulanter. Vi retter derimod vores blik mod systemet selv: Kapitalismen. I SUF er vi antikapitalister og mener dermed ikke bare, at vi skal regulere kapitalismen, men at den skal afskaffes helt til fordel for et bæredygtigt system, der arbejder for mennesker og miljø fremfor profit.
Vi er også aktivister og ved at kun handling giver forvandling. SUF opfordrer derfor alle til at komme til den manifestation, som finder sted der hvor du bor og bakke op om folks fælles frustration over konsekvenserne af finanskrisen.

Vi ses på barrikaderne!

Kom til de nationale protester torsdag d. 10 november!
København – Børsen kl. 16 (kontakt Mina Bernardini: 50577425)
Odense – Flakhaven kl. 17 (kontakt Carl Valentin: 40580270)
Århus – Banegårdspladsen kl. 15 (kontakt Gitte Velling: 60134531)
Silkeborg – Tovet kl. 16 (Kontakt August Smolarz: 60634023)
Roskilde (kontakt Lizette Bruun Olsen: 40306585)
Randers (kontakt Per Møldrup Jensen: 60388843)

Del denne artikel

Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.