21.10.11 af SUF
Den 14-15. oktober mødtes en masse SUF’ere fra hele landet til SUF’s antiracistiske seminar i København. Budskabet fra seminaret til den nye regering er klart: Den nye regering skal ikke føre den gamle og Pia Kjærsgaards politik.
De sidste 10 år har været præget af en hetz mod ”de fremmede:” Indvandrere, udlændinge og asylansøgere. Danmark har lukket sig om sig selv, mens staten har gentagende gange diskrimineret uden at blinke med øjnene.
Det skal være slut nu. Derfor har SUF’s antiracistiske seminar formuleret en række krav til den nye regering. Kravene indebærer både et stop for statsracismen og en indsats mod racismen i samfundet generelt.

Afskaf fattigdomsydelserne. Starthjælpen, 450-timersreglen og loftet over kontanthjælpen skal fjernes. Særligt starthjælpen er et godt eksempel på en falsk varedeklaration, med hvilken den gamle regering har givet en asocial og diskriminerende ordning et pænt navn.
Afskaf 24-årsreglen og pointsystemet. Pia Kjærsgaard beskylder nogle muslimske lande for, at det i disse er forældrene, der bestemmer, hvem man må gifte sig med – men i Danmark er det staten. SUF kræver, at regeringen blander sig uden om arbejdernes kærlighed.
Luk asyllejrene – asyl til alle. Asylansøgere skal ikke sættes i lejre, hvor de kan rådne op, indtil de modtager deres afvisning. Danmark skal modtage og behandle alle flygtninge ordentligt. Når man i forvejen er flygtet fra krig og hungersnød, har man ikke brug for at sidde på ubestemt tid i en asyllejr. Derimod skal flygtninge have den nødvendige støtte og hjælp til at blive en del af samfundet.
Stop ghettoiseringen. SUF vil sikre ordentlige boliger til alle, så folk med mindre social kapital ikke presses sammen i små lejligheder. Desuden vil SUF fjerne den gamle regerings ghettoliste, fordi præmissen for debatten om de såkaldte ghettoer er fuldstændig forfejlet. En bydel er ikke en ghetto, bare fordi der bor mange med anden etnisk baggrund end dansk.
Styrk indsatsen mod tvangsægteskaber. Tvangsægteskaber finder sted, men den gamle regerings illusioner om, at alle problemer kan løses med forbud og regulering, holder ikke. Derfor kræver SUF, at 24-årsreglen og pointsystemet erstattes af en social indsats mod tvangsægteskaber.
Afskaf indfødsretsprøven. Man bliver ikke mere dansk af at vide, hvem der instruerede Olsenbanden.
Religionslighed. SUF vil fjerne folkekirkens ophøjede status som statsreligion. SUF kræver ikke blot religionsfrihed men også religionslighed. Det er udtryk for en forældet tankegang, hvis man tror, at én religion er mere værd end en anden.
Genindfør modersmålsundervisningen. I Danmark snakker man ikke kun dansk. Al forskning viser, at et godt modersmål skaber bedre basis for at lære andre sprog. Derfor skal modersmålsundervisningen genindføres. Det er hverken ekstremt eller pladderhumanisme, det er sund fornuft.
Sæt ind mod racisme i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Overalt hvor racisme og diskrimination finder sted, skal det stoppes. Der skal sættes hårdt ind mod f.eks. arbejdsgivere, der bare pga. navnet vælger Anders frem for Ahmed.
Listen over krav bærer præg af, at der i de sidste 10 år er blevet indført en masse diskriminerende regler og ordninger, som skal fjernes. Der er blevet strammet så meget, at listen sikkert ikke engang er fuldendt. Men nu har regeringen et godt arbejdspapir, der kan hjælpe den på rette vej.
Skrevet af Silas Marker
Del denne artikelDet er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.