20.09.11 af SUF
Enhedslisten har fået et fantastisk valgresultat i torsdags. Sidste gang venstrefløjen til venstre for SF fik et så formidabelt valgresultat i Danmark, var efter befrielsen i 1945. Man hører ofte politiske kommentatorer og historielærere forklarer at det dengang var fordi kommunisterne blev anerkendt for deres indsats i modstandsbevægelsen mod den nazistiske besættelsesmagt.
Hvis den historie holder, så er det jo nærliggende at overveje hvad det er for en ekstraordinær indsats som den revolutionære venstrefløj har gjort denne gang? Nu ville det jo ganske vist være groft at sammenligne den afgående borgerlige regering med Hitler og at sammenligne de sidste 10 år med den nazistiske besættelse af Danmark. Og set i det lys er der nok mange der hurtigt vil indvende at situationen er en helt anden fordi krigs-situationer ligger langt fra den virkelighed vi oplever i dag. Men hvis vi lige tænker efter en ekstra gang, så kommer nogle af os nok i tanke om at vi faktisk har været i intet mindre end 3 krige i de sidste 10 år. Krige der i øvrigt endnu ikke er afsluttet…
Terrorlove og forfølgelse af minoriteter
De krige som mange af de vestlige nationer, inklusiv Danmark, har ført i de sidste 10 år, har ikke kun været fjerne begivenheder i andre verdensdele. Vi har også selv mærket konsekvenserne af dem herhjemme, når der er blevet indført terrorlove, lømmelpakker, pointsystemer osv. for at overvåge og kontrollere os alle sammen. Staterne har opført sig som om deres egne befolkninger udgjorde en sikkerhedstrussel og allerhårdest er der blevet gået til de mennesker som i forvejen led under at deres lande blev bombet; nemlig flygtningene som kom hertil i håbet om asyl.
Men der er heldigvis mange danskere der ligesom under besættelsen gerne vil være med til at sige fra. En ny undersøgelse viser at hver fjerde dansker gerne vil hjælpe et menneske på flugt med at skjule sig fra staten, og titusindvis af mennesker gik på gaden i protest den dag politiet trængte ind i Brorsonskirken for at fængsle og udvise familier der søgte asyl.
De ulydige vinder når vi ser de lydiges vold
I den sidste tid under valget gik medierne og de borgerlige pludselig i panik over Enhedslistens såkaldt ”gammel-kommunistiske” rødder og forsøgte at skræmme befolkningen fra at stemme på partiet. Men måske er det i virkeligheden de ”gammel-kommunistiske” rødder der har sikret Enhedslisten et formidabelt valg. Et vigtigt element i en revolutionær politik er jo at sige fra og være ulydig også overfor lovene, når lovene er umenneskelige. Enhedslistens støtte til kirkeasyl og til komiteen for flygtninge under jorden er en vigtig del af Enhedslistens succes. Ligeledes er deres støtte til Fighters & Lovers, som udfordrede terrorlovene. I SUF sender vi er kærlig opfordring til vores samarbejdspartnere i Enhedslisten om at vi unge synes de skal holde fast i deres ”gammel-kommunistiske” rødder, især når disse rødder sikrer et parti der står fast på at vægte retfærdighed for mennesker højest, også når loven ikke gør det.
Skrevet af Astrid Vang Hansen, Ledelsesmedlem i SUF
Del denne artikelDet er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.
Kommentar #1 skrevet af PK - 21. september 2011, 11:18
I 1977 fik DKP 7 mandater og VS fik 5. Hele præmissen for artiklen er altså forkert.
Kommentar #2 skrevet af A - 22. september 2011, 12:44
Ø har tredoblet sine mandater. I 1977 gik VS frem med en og DKP frem med nul, så præmissen er ikke helt forkert.
Kommentar #3 skrevet af K.H. - 22. september 2011, 17:48
#1
Nej, du har desværre taget fejl. Det højest antal mandater DKP fik var netop efter 2. verdens krig.
De fik 18 mandater i folketingsvalget 1945 og 9 mandater i folketingsvalget 1947.
Hvilke det vil sige at vi har slået DKP’s 1947 rekord med dette folketingsvalg
Kommentar #4 skrevet af Morten - 22. september 2011, 22:15
DKP + VS fik 6,4 % af stemmerne i 1977, hvilket er mindre end Enhedslistens 6,7 % ved dette valg. Så den er god nok den med 1945.
Kommentar #5 skrevet af Baltser Andersen - 27. september 2011, 18:13
DEN STØRSTE VENSTREFLØJ I FOLKETINGET …
Astrid har fuldkommen ret, både i analysegrundlaget og i det udtrykte afsæt. De beskrevne indvendinger holder ikke vand. Lad mig lige forklare hvorfor:
1. I 1945 opnåede DKP efter nazibesættelsesårene og 2.Verdenskrig 18 mandater, og det var den hidtil stærkeste venstrefløjsrepræsentation i Folketinget.
2. I 1977 opnåede DKP (ledet af den folkekære Knud Jespersen) 7 mandater (uændret fra 1975), mens VS opnåede 5 mandater (Preben Wilhjelm/Steen Folke); men disse i alt 12 mandater til venstre for SF byggede på 3,7 % til DKP og 2,7 % til VS, altså 6,4 %. Enhedslistens 12 mandater i dag bygger imidlertid på 6,7 %, altså 0,3 % mere.
3. I 1977 havde venstrefløjen samlet 19 mandater, nemlig 7 til SF (der havde tabt 4 mandater siden 1975 og 10 mandater siden 1973), 7 til DKP og 5 til VS. Dertil kunner i et vist omfang medregnes Siumuts ene mandat fra Grønland, der dengang arbejdede sammen med SF (i dag er det som bekendt Socialdemokraterne). Altså max 20.
4. I 1987 opnåede SF (mens hverken DKP eller VS opnåede valg og Fælles Kurs var en dybt populistisk, delvist fremmedfjendtligt og totalt ustabil/utroværdig samarbejdspartner) 27 mandater. Der var reelt kun 27 venstrefløjsmandater.
5. I 2011 er der imidlertid hele 29 reelle venstrefløjsmandater i Folketinget, 1 til IA fra Grønland, 12 til Enhedslisten og 16 til SF.
Det er der, alt andet lige, spændende, men også forpligtende perspektiver i.