19.03.11 af SUF
I går aftes hastebehandlede folketinget et beslutningsforslag om at sende danske jagerpiloter til Libyen, som et led i en militær aktion. Det skete på baggrund af det FN-mandat, der torsdag aften blev givet af FNs sikkerhedsråd.
SUF tager klar afstand fra den militære krigsførelse, som de vestlige lande skal til at sætte ind mod Libyen under påskud af en humanitær indsats. Denne ”no-fly-zone” indeholder ikke bare et forbud mod alle flyvninger – den indebærer også bombninger af vigtige militære anlæg og allerede nu snakker England, Frankrig og USA om at udvide krigsmandatet.
Vi ved fra krigen i Kosovo, at en ”no-fly-zone” umiddelbart kan virke som en god ide, men det ender i længden med at skade befolkningen og oprørerne. De udenlandske bombetogter kan meget hurtigt bruges i styrets propaganda til at samle folket mod den fremmede magt, hvilket i sidste ende kan styrke den siddende diktator. Det var resultatet i Kosovo. Leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, Mikkel Vedby Rasmussen, har tidligere udtalt til information: – En no-fly-zone lyder meget klinisk og roligt, men det indebærer, at man bomber luftinstallationer og de fly, som Libyen kunne sætte i luften. Det er ikke en helt lille operation.
Fra Balkan ved vi ligeledes, at NATOs ”præcisionsbombning” endte med at ramme fire klostre, en skofabrik, en bomuldsgarnsfabrik, en cigaretfabrik, kemiske fabrikker, et skisportssted, fire biblioteker, en kinesisk ambassade, to skoler og to flygtningekonvojer.
Vi må som revolutionære stille spørgsmålstegn ved de vestlige regeringers intentioner med flyveforbuddet. Gadaffi har ikke udviklet sig specielt hen over de sidste par måneder, og vi har siden hans magtovertagelse vidst, hvilken praksis han stod for.
Hvorfor vil man kun gribe ind i Libyen, når de samme overgreb finder sted i for eksempel Bahrain? Kan det skyldes Libyens oliereserver? Hvorfor vender de vestlige lande sig mod Gadaffi nu, når det ikke er mere end seks måneder siden han var en respekteret gæst til møder med vores vestlige ledere? Hvorfor har vesten solgt ham våben for cirka 170 millioner i 2009? Hvorfor støtter vesten kun den del af oprøret, som de, i kapitalismen, har et politisk og ideologisk fællesskab med?
Libyen er det land i verden med den 10. største oliereserve, hvor der dagligt bliver produceret 1.700.000 tønder olie. Derfor har de vestlige lande en interesse i at bevare kontrollen med den siddende regering, samt sikre stabilitet i landet.
På samme tid spiller Libyen en vigtig rolle i at begrænse strømmen af flygtninge til Europa, hvilket blandt andet blev almindeligt kendt, efter at Gadaffi i 2009 indgik en aftale med Italiens regeringschef Silvio Berlusconi, hvor det direkte står nævnt.
Både Libyens oliereserve og Libyens rolle i forhold til flygtningestrømme viser, at vestens interesse i en ”humanitær indsats” kan skyldes flere ting.
SUF vil i stedet for en krigsindsats, forsøge at understøtte det folkelige oprør som finder sted i Libyen, da vi støtter deres ret til væbnet modstand mod regimet og støtter en øget bevæbning af de folkelige oprørere. Vi vil opfordre andre partier, organisationer og bevægelser til at deltage i en fælles diskussion af mulighederne for en genstart af anti-krigsbevægelsen, som det blandt andet er sket I England.
Ovenstående er vedtaget af SUFs ledelse 19. marts 2011.

Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.
Kommentar #1 skrevet af Annika - 19. marts 2011, 18:28
Pisse god analyse!
Kommentar #2 skrevet af george zeuthen - 19. marts 2011, 21:31
God begrundelse og rigtig vedtagelse. Helt på linje med, hvad Århus mod Krig og Terror mener. Men fortæl det lige til vores lokale SUF’er, så de også går med i kampen for fred og frihed udfra en konsekvent antiimpperialistisk antiimperialistisk holdning.
Kommentar #3 skrevet af Eva Waldorff - 20. marts 2011, 01:10
Jeg turde næsten ikke håbe på, at SUF ville gå en anden vej end Enhedslisten. Tusind tak for det.
Det er ikke til at holde ud, at størstedelen af den danske venstrefløj nu synes, at det er fint, at være krigsførende.
Kommentar #4 skrevet af Frederik Ledegaard Petersen - 22. marts 2011, 00:33
Jeg er sikker på at Enhedslisten ikke har haft Libyens oliereserve og Libyens rolle i forhold til flygtningestrømme i hovedet da de sagde ja til er fly-forbud.
I skal huske at Enhedslisten har sagt fra til bombninger af bygninger der ligger oppe af civile områder og at man stopper bombninger, hvis Gadaffi opretholder et våbenhvile. Enhedslistens er rent faktisk også ved at stoppe deres støtte til projektet da disse ting er ved at blive overtrådt, eller snart bliver det.
Jeg synes at et No-Fly zone er fint så længe at den overholder Enhedslistens 3 krav, men hvis den ikke gør det giver Enhedslisten og jeg personligt ikke min støtte til FN-aktionen.
Her er de 3 krav:
1. Regeringen skal garantere, at angrebene stoppes, hvis Gadaffis regime accepterer en våbenhvile og indstiller angrebene.
2. Regeringen skal garantere, at FN-styrkerne ikke bomber områder med civil bebyggelse.
3. Regeringen skal garantere, at vi i fremtiden fuldt ud respekterer Libyens suverænitet, herunder kontrollen med landets olieressourcer.
Men forstår 100% SUF i deres udtalelse, men i skal ikke sige at enhedslisten støtte op om bombning af civile områder osv.
Synes at en No-Fly zone er fin, men jeg ved at den ikke bliver ved med at være det. DESVÆRRE
KH
Frederik
Love you guys
Kommentar #5 skrevet af Emil BB - 22. marts 2011, 00:35
Jeg er ked af at flertallet i SUFs ledelse har lavet den her udtalelse fremfor at støtte Enhedslisten, der heldigvis var i stand til at holde hovedet koldt og træffe den rette beslutning – som er at deltage i FN-bombningen i Libyen.
Selvfølgelig er vi og skal vi være skeptiske overfor vestlige krigsindsatser, men i den her i situation mener jeg faktisk at det var det mindst ringe at gøre. Det afsluttende afsnit i jeres udtalelse illustrerer meget godt hvorfor vi netop skal støtte bombningen i dette tilfælde: – I skriver: vi skal arbejde for “antikrig” og “støtte det folkelige oprør” – seriøst, det folkelige oprør er ved at blive knust lige nu. Forstår I det? Knust. Det afhjælpes ikke med antikrigsbevægelser. Og selvom det er klart at Vesten vælger sine kampe ud fra egne interesser og ikke på grund af deres blødende hjerter, så er en luftkrig mod Gadaffis styrker de facto en god ting for de folkelige bevægelser i Libyen.
Jeg synes Enhedslistens Pernille Skipper forklarer hvorfor enhedslisten stemte for aktionen fremragende her:
http://tinyurl.com/4hcm786
Kommentar #6 skrevet af Finn Larsen - 22. marts 2011, 13:36
Ja, det oprør i Libyen som både SUF, undertegnede og andre gerne vil støtte har været tæt på at blive kvalt i blod af Gaddafi’s militærapparat. Derfor er det godt, at FN’s sikkerhedsråd endelig i 11. time fik vedtaget resolution 1973, som kort fortalt går ud på at få trukket tænderne ud på Gaddafi.
Det er med alle midler tilladt undtagen indsættelse af landtropper, og det betyder også at man forhåbentlig vil nedkaste forsyninger til oprørerne.
Gaddafi har længe været en torn i øjet på bl.a. Frankrig, som klart har erkendt, at målet er at få ham fjernet, men når hans magt er knækket, vil deres krigshandlinger ophøre. Og det gælder også andre deltagere herunder Danmark.
Derefter er der bred enighed om at Libyerne skal opbygge deres eget samfund på egne betingelser.
Hvis man skal tænke i spekulation, kunne det være overvejelser om en lettere tilgang til olien med en ny regering i Libyen.
Kommentar #7 skrevet af Caspar S. - 26. marts 2011, 05:43
Jeg må som SUF-medlem beklage at jeg er delvist uenig i den udtalelse overfor, der går imod en indgriben i revolutionen i Libyen. For jeg mener ikke at man kunne have set stiltiende til, mens Gaddafi tromlede hen over Benghazi, som han har proklameret. Når det er sagt, så er jeg meget bekymret for at det nu er Nato der styrer det, da jeg mener at de har meget dårlige erfaringer med det, fra Afghanistan.Samtidig er Nato upopulær.Jeg så helst at det var lande fra Afrika og Mellemøsten, sammen med lande fra EU og Sydamerika (ikke Venezuela!), der koordinerede en operation i Libyen, med det formål at stoppe Gaddafi, når han vil til at myrde flare civile. Men bomber er en svær og ubehagelig løsning, der ikke kan stå alene.Jeg mener at det er tid til at hjælpe oprørerne med udstyr osv. Samtidig mener jeg at det internationale samfund skal oprette moderne nødlejre, med ordentlige forhold, for også de sundhedsmæssige og humanitære problemstillinger SKAL løses, sammen med det militære. Jeg er ikke pludselig blevet begejstret for krig, men jeg er på linie med Enhedslisten i denne sag. Noget andet som jeg læste var at forbandede DF (!), med den tidligere DNSBér Søren Espersen, som igen lukker afsindige og sindssyge synpunkter ud.DF er så panisk angste for at oprørerne er islamistiske galninge allesammen, selvom det netop ikke ser sådan ud. Derfor foreslog galningen Espesen igår eller i forgårs at man måske skulle til at bombe oprørerne hvis de slår for hårdt tilbage mod Gaddafi.Det rabler simpelthen for manden, ligesom det rabler for Hugo Chavez, når han forsvarer fascisterne Gaddafi, Lukashenko og Ahmedinedad og taler om Mars og kapitalister. Jeg ser mig selv som basisdemokrat og er derfor imod totalitære og centralistisk indstillede folk som Espersen, Gaddafi og Chavez.
Apropros Chavez og andre som enten har eller har tendenser til centralistisk etpartistyre, med magteliter og personkult a´la Stalin og Kim Jong Il, så er der jo , efter mon mening desværre , dele af venstrefløjen der har tendens til at støtte, eller måske direkte støtter, disse diktaturer. Jeg tænker på stalinistisk orienterede smågrupper som f.eks Venskabsforeningen Danmark-Nordkorea. Jeg har set at SUF har tænkt sig at deltage i en manifestation imod krigen i Libyen, og jeg har set på anbefalerlisten at et parti som Kpid er repræsenteret. Jeg ved ikke om Venskabsforeningen deltager, men jeg ser også andre kommunistiske grupper, som jeg ikke er helt sikre på. Jeg ved at Gaddafi stadig har venner på venstrefløjen, men er ikke sikker på hvem der er det herhjemme.Men det er påfaldende at det er lande som Ruland, Kina , hviderusland og andre diktaturer som er mest kritisk over for krigen.Herhjemme er der også på en yderste højrefløj en fordømmelse af det som DNF feks kalder “US-imperialistisk krig” .Prøv at se på DNF´s debat, det er skræmmende som deres argumenter imod krigen lyder som f.eks Kommunistisk Parti.Også DF er kritiske, men det er med baggrund den sædvanlige egoisme og nationalistiske selvtilfredshed.DF så vist helst at diktaturerne blev opretholdt, da de var et bolværk mod flygtnnge og Al-Queda. Jeg mener at der er for mange reaktionære og udemokratiske kræfter på spil i modstanden mod krig, som jeg jo normalt bakker op om.Jeg tror ikke at DNF og DNSB dukker op til antikrigsdemoen, men gør de er det desværre ikke første gang at yderste venstre og højre har stået sammen. (Hizb-Ut-Tahrir demoen f.eks) Jeg er også bange for at der vil være nogle der måske ligefrem støtter Gaddafi af ideologiske grunde.Derfor mener jeg at SUF ikke burde deltage, men istedet agitere for øget hjælp til oprørerne og øget fokus på den humanitiære del af sagen.Samtidig ville det være fedt at få gang i samarbejdet med basisdemokratiske bevægelser i andre lande, som f.eks Rusland der også e hårdt plaget af fascistiske tendenser, både fra regeringens side, men ogå fra mafiaen og neonazistiske organisationer.
Nogle af dem der er medanbefalere er også i modsætnigsforhold til SUF