6.02.10 af SUF
Gennem de sidste årtier har den spanske stat og den nylige “socialistiske regering” fortsat den systematiske undertrykkelse af Baskerlandet og den frihedsbevægelse, der opstod som et oprør mod Francos diktatur.
SUF støtter på ingen måde terrorbevægelsen ETA, men derimod de legitime politiske bevægelser, der kæmper for et frit, uafhængigt og socialistisk Baskerland.
Disse bevægelser, der i dag bl.a. består af partiet Batasuna og ungdomsbevægelsen SEGI, bliver systematisk forfulgt og medlemmerne fængslet på grund af deres politiske holdninger. Stemmer på Batasuna ved valg erklæres ulovlige, og den spanske stat indsætter i stedet loyale politikere i de baskiske områder, som ingen har stemt på.
“Det baskiske folk har deres eget sprog, traditioner og historier, og de vil noget andet end det, der lige passer den spanske regering. Batasuna og ungdomsorganisationen SEGI kæmper for selvstændighed og socialisme i baskerlandet, og de har stor opbakning i lokalbefolkningen. Den spanske regerings forbud og fængslinger er ren undertrykkelse og strider mod såvel menneskerettigheder som demokratiske rettigheder,” fortæller Troels fra SUF, som besøgte SEGI’s ungdomskonference i 2008.
SEGI og Batasuna, der begge er blevet erklæret ulovlige, kæmper for tiden en brav kamp for at blive fjernet fra USA’s og EU’s famøse terrorlister, der forhindrer enhver støtte til organisationerne.
Socialistisk UngdomsFront støtter ubetinget vores baskiske kammerater og fordømmer på det kraftigste den konstante undertrykkelse af det baskiske folk, som senest sås med fængslingerne af 36 unge mennesker fra bevægelsen SEGI på et papirtyndt grundlag.

I den kommende uge arrangeres solidaritetsmanifestationer i mange lande i verden til støtte for det baskiske folks frihedskamp. I Danmark arrangerer Internationalt Forum, som SUF samarbejder med, blandet andet demonstration foran den spanske ambassade d. 14. februar kl. 14, og vi opfordrer alle til at deltage i demonstrationen.
For mere information om Internationalt Forums aktiviteter til støtte for Baskerlandet, tjek kampagnens Facebook-gruppe.
Vi sender vores varmeste hilsner og solidaritet til de fængslede kammerater og det baskiske folk.
Kampen for frihed og socialisme fortsætter!
Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.