SUF nyheder

Nu skruer kapitalisterne bissen på

22.05.09 af SUF

Krisen bringer det værste frem hos landets rige direktører. De forsøger at presse de ansattes løn. For krisen rammer virksomhederne hårdt, så lønnen må ned, siger de. Men det er en stor, fed løgn.

I sidste uge præsenterede de store danske virksomheder deres kvartalsregnskaber. Regnskaberne afslører, om det går fremad eller tilbage for virksomheden. Hvis man skulle tro på medierne, virksomhedernes presseafdelinger og alle de borgerlige økonomer, som vimser omkring erhvervslivet, ville det blive dystert. Krisen tager jo hårdt på os alle. Men de tog fejl, sandheden er den stik modsatte. Det går forrygende for de store virksomheder.

Regnskaberne viser overraskende nok, at 9 ud af 14 af Danmarks største selskaber (på trods af beklagelse om økonomisk krise) har haft en stigende omsætning og indtjening i de første tre måneder af 2009 sammenlignet med samme periode året før.

Alligevel forlanger de, at deres ansatte skal gå ned i løn. Senest har slagterigiganten Danish Crown forlangt, at deres flere end 5.000 ansatte skal gå 20 procent ned i løn.

For virksomhedernes ledelser, kapitalisterne, har nemlig set skriften på væggen i denne krise. De ved, at de kan udnytte krisen til at tjene endnu flere penge. Det gør de ved at øge udbytningen af arbejderklassen.

Sådan øger kapitalisterne udbytningen

Kapitalisterne har to måder at presse mere overskud ud af arbejdskraften:

  1. De vil rigtig gerne sænke lønnen eller øge arbejdets tempo. Helst vil de gerne begge dele på én gang, da det giver dobbelt effekt.
  2. Øge produktiviteten ved at investere i nye og forbedrede produktionsmidler.

Der skal ikke et geni til at regne ud, at løsning 2 ikke sådan er lige om hjørnet, da investeringer i nye produktionsmidler kræver et betragteligt overskud eller en banksektor med stor lyst til at låne penge til usikre investeringsprojekter. Hverken overskud i virksomhederne eller lånelyst hos bankerne findes i Danmark.

Tilbage står løsning 1. Og den er populær i det danske borgerskab. I TV og radio får vi ugentligt indpodet, at fyringer sker i massevis og over alt i landet. Arbejdsløsheden er stigende. Og eksperter fra diverse købmandsskoler inviteres ind til at fortælle os, at det kan være en god idé at gå ned i løn for at beholde sit job.

Udbytningen må bekæmpes

Udbytningen er kapitalismens eneste redning. Det er den enkelte kapitalists redning. Derfor presser de på for at få lønmodtagere til at acceptere lønnedgang og øge arbejdstempoet med trusler om fyring og arbejdsløshed. Til gengæld har de ikke noget problem med stadig at fastholde direktørlønninger og høje udbetalingerne til aktionærerne. Både aktionærer og direktører er blevet forgyldt de sidste 10 år uden at det har gavnet arbejderklassen. Det er de ansatte på gulvet, der må holde for.

Vi må derfor indstille os på virkeligheden: Solidaritet mellem arbejderklassen og kapitalisterne er ikke en mulighed, som kapitalismen giver os. I stedet må vi begynde kampen for at modstå udbytningen og vise, at krisen er skabt af kapitalisterne selv. Det er deres krise, ikke vores. Derfor vil vi heller ikke betale for den.

Allerede har arbejderklassen betalt for 4 redningspakker til erhvervslivet og kapitalisterne (2 bankpakker, Erhvervspakken og skattereformen til gavn for de rige). Det er på tide at tage til genmæle mod kapitalisternes overgreb.

Af Anders, SUFs økonomiske gruppe

Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.