SUF nyheder

Regeringen forgylder overklassen i stedet for at løse krisen

27.02.09 af SUF

VKO-regeringen lancerede onsdag sit udspil til skattereform til en værdi af 25 mia. kr. Forslaget er, ligesom skattekommissionens, et rendyrket eksempel på regeringens nyliberale klassepolitik: skattelettelser til de højest lønnede, nedsættelse af skatten på kapitalindkomst til overklassen, og regningen sendes til de svagest stillede lønmodtagere.

I onsdags offentliggjorde VK-regeringen sit udspil til en skattereform. Det er en reform, som sætter endnu mere fart på regeringens overklassepolitik. Alle beregninger viser, at skatteforslaget vil gavne direktørerne og skade den gennemsnitlige lønmodtager. Med andre ord vil regeringen i en tid, hvor overklassens grådighed udstilles af finanskrisen, støtte selv samme overklasses grådighed.

Reformen skaber stor ulighed fordi:

  • Topskatten sænkes med 1½ procent
  • Mellemskatten sænkes med 6 procent
  • Skatten på indkomst fra aktier og obligationer sættes ned
  • Grønne afgifter øges

I medierne er det især lettelsen af topskatten, der får opmærksomhed. Men i virkeligheden ligger den store gevinst for de allerrigeste allerede i sænkningen af mellemskatten.

Samtidig forærer VK-regeringen kapitalisterne en kæmpe forårsgave, når de sætter skatten ned på kapitalindkomst. Det drejer sig især om aktier og obligationer. Regeringen lancerer det som fjernelse af ”særordninger” for erhvervslivet – men det er er virkeligheden en foræring. Den virkelige skat på kapitalindkomst for en person, der rammes af topskatten sættes ned fra 90 % til 60-70 % Altså en nedsættelse på omkring 30 %. Det er klassepolitik, der gavner de rige!

Dem, der skal betale for gildet, er den gennemsnitlige lønmodtager. Beregninger fra LO (Landsorganisationen i Danmark) viser, at 600.000 medlemmer i fagforeningerne 3F, HK og FOA kommer til betale mere ved skattereformen. Almindelige lønmodtagere i andre LO forbund får en så lille gevinst, at reformen er ligegyldig.

En vigtig ændring i regeringens udspil ift. skattekommissionens er, at boligejere nu først mærker reduktionen i fradrag på rentebetalinger over en 10-årig periode. Det vil givetvis have betydning for, hvordan skattepakken opleves for lønmodtagere, der ejer bolig. Imidlertid er der ingen lempelser af denne slags til lejere.

Regeringen optrapper klassekampen

Siden 2001, hvor Anders Fogh første gang vandt magten, har regeringen ført en konsekvent nyliberal politik, hvis fornemste opgave er at afvikle velfærdsstaten, fremme uligheden og sende regningen til arbejderbefolkningen. Politikken har imidlertid været fremført afdæmpet, og medierne har købt løgnen om Anders Foghs pludselige omvending til fan af velfærdsstaten. Man kan sige, at regeringen har ført en ”snigende liberalisering”.

Men siden 2007 har der været et stigende pres på regeringen fra det nyliberale bagland: afvikling af velfærdsstaten er ikke gået hurtigt nok. Derfor har regeringen optrappet kampen. Det er i den forbindelse, at den nuværende skattereform skal forstås: som en radikalisering af kampen mod velfærdsstaten og et åbent angreb på almindelige lønmodtagere.

Fogh vinder kampen

To initiativer – udover det nuværende forslag til skattereform – har været hjørnesten i den offensiv. For det første forsøget på at afvikle et offentligt og gratis sundhedssystem og erstatte det med et privat og brugerbetalt. For det andet den relativt langvarige kamp mod de offentligt ansattes lønkrav. Med nogle forbehold kan man sige, at det i begge sager er lykkedes at vinde dagsorden og den politiske kamp om velfærdsstaten.

Regeringen er med deres ’frit valg’ og ’behandlingsgaranti’ ved at udhule sundhedssystemet. Og det er ved at lykkes dem at vinde den ideologiske kamp. Til at booste det private sundhedssystem har regeringen brugt overenskomstkonflikten i det offentlige som undskyldning. Man har med nogen succes skudt skylden for de mange penge, det offentlige har brugt på privathospitaler, på de offentligt ansattes strejker.

DF’s gamle trick

Forhandlingerne omkring skattereformen har været noget anspændte. På den ene side vil regeringen gøre så meget, de kan, for at udelukke Socialdemokraterne og SF fra en aftale. Det gjorde de ved at lade skattekommissionen stille forslag om reduktion i SU’en og fradraget for fagforenings-kontingent. Dermed bad de om modstand mod reformen fra de to partiers bagland for at undgå en aftale med dem.

S og SF har ellers været vilde efter at vise deres ’ansvarlighed’ ved at gå med i socialt uacceptable aftaler med regeringen. Især SF har foretaget en historisk højredrejning. Kun regeringens bevidste provokation af fag- og studenterbevægelsen har presset S og SF ud.

I stedet vil regeringen igen lave en aftale med Dansk Folkeparti, der er mindst lige så asocialt et parti som V og K. DFs trick består bare i at pille nogle pressevenlige forringelser ud af aftalerne med regeringen og dermed fremstå som de ’socialt ansvarlige’. I denne reform lader det til at være nedsættelsen i topskatten, der bliver DFs aftryk. Problemet er bare, at det er løftet i mellemskatten, og nedsættelsen af kapitalindkomstskatten, der giver uligheden. Derfor er DFs sociale profil mildest talt falsk varebetegnelse. DF støtter klassepolitikken.

SUF og Enhedslisten skal mobilisere

Venstrefløjens organisationer må udnytte modstanden mod regeringens skattereform og de reaktioner, som reformens virkninger vil afføde, til at mobilisere mod VK-regeringen. I lyset af finanskrisens konsekvenser for almindelige lønmodtagere – fx arbejdsløshed og forringelse af lønvilkår – vil det blive endnu mere tydeligt, at regeringen fører klassepolitik. Det er venstrefløjens mulighed.

SUF og Enhedslisten må mobilisere gennem fag- og studenterbevægelsen for at lægge pres på regeringen. Samtidig skal vi benytte lejligheden til at lægge pres på Helle og Villy. Vi må stille krav om, at de ikke viderefører regeringens asociale klassepolitik, men byder på en politik, der tilgodeser almindelige menneskers interesser. Hvis S og SF kommer i regering, må de være ligeså loyale overfor lønmodtagere og marginaliserede, som VK-regeringen var overfor arbejdsgiverne.

Af Anders Hadberg fra SUFs debatgruppe

Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.