ISUL 2019 i Den Spanske Stat - første planlægningsmøde

Kalender

ISUL 2019 i Den Spanske Stat - første planlægningsmøde

Hvornår

Lørdag, marts 2, 2019 - 12:00 til 16:00

Hvor

København

I sommers afholdt SUF for første gang ISUL - International socialistisk ungdomslejr - i Danmark. I år afholdes den af vores kammerater fra den spanske stat, Anticapitalistas, der arbejder i Podemos, og vi holder første danske planlægningsmøde lørdag den 2. marts klokken 12 til 16 i København.

 

ISUL er et fantastisk sted at udveksle politiske erfaringer med kammerater fra hele verden om teori og aktuelle kampe. Og der er nok at tage fat på siden sidste års lejr.

De gule veste har taget Frankrig med storm, og i skrivende stund har hundredetusinder af franske kammerater demonstreret mod Macron og EU’s nedskæringstyranni hver eneste lørdag siden november. Bevægelsen har allerede spredt sig med udstikkere til Belgien, Holland, Italien og England, men er desværre også blevet forsøgt kuppet af voldsparate protofascister, der forsøger at dreje vores kamp væk fra den egentlige fjende og i stedet handle om at hade flygtninge.

 

De internationale klimaprotester bliver stadig mere påkrævede, mens kapitalismens jagt på profit ødelægger kloden i et stadig stigende tempo. Kampen for økosocialisme og mod kapitalismens klimabarbari bliver stadig mere påkræver, og heldigvis kan vi også se, at den internationale klimabevægelse bliver stærkere med en stor Ende Gelände-aktion i Tyskland, som SUF deltog talstærkt i, og den nyere bevægelse Extinction Rebellion, der også har slået rod i Danmark. På ISUL deltager ikke bare andre kammerater fra den europæiske klimabevægelse, men også folk fra blandt andre Brasilien, Mexico og Filippinerne, hvor klimakampen er aktuel på en helt anden måde end i Danmark, for eksempel i form af en daglig kamp for at producere føde i kamp mod agrokemiske giganter som Monsanto-Bayer samt skiftende oversvømmelser og tørker.

 

Kapitalismen er internationalt organiseret, og det er vi også nødt til at være, hvis vi skal overvinde den. Derfor ISUL så vigtigt et sted - her kan vi udveksle erfaringer og igangsætte fælles bevægelser med kammerater fra seks forskellige kontinenter. Og vi kan feste og glædes os over et internationalt kammeratskab for en bedre verden.

 

Lejren bliver afholdt cirka 100 kilometer nord for Madrid fra søndag den 21. juli til lørdag den 27. juli. Igen i år deltager SUF som den danske delegation på ISUL, og vi har brug for en masse gode kræfter til at deltage i organiseringen. Lejrens program er selvorganiseret mellem delegationerne, og derfor skal vi planlægge det danske bidrag til den fælles programlægning, der foregår i Amsterdam i påsken. Og vi skal planlægge mobilisering, praktiske opgaver og transport. Der er nok at tage fat på - skal du være med?

 

Praktisk

Rejserefusion: Der er rejserefusion efter SUFs almindelige regler.

Mad: Der bliver ikke organiseret fælles frokost til mødet, men der vil være snacks, kaffe og the.