Kæmp for Retten Til Egen Krop!

Nyheder | Torsdag, september 14, 2017 - 10:30

Kæmp for Retten Til Egen Krop!

I SUF er vi feminister, og vi accepterer ikke tilbagegang i den feministiske kamp! Derfor støtter vi indsatsen mod den ultra konservative anti-abort forening ''Retten Til Liv'', og de 20.000 klistermærker de sidste weekend hang op i Århus Midtby.

Sidste weekend satte den ultra konservative anti-abort forening ”Retten Til Liv” 20.000 klistermærker op i Århus Midtby. Klistermærkerne havde budskaber som at abort tager livet af 40 ”børn” hver dag, og at efter 8 uger skal fostret bare vokse.

Disse budskaber forsøger at menneskeliggøre ufødte fostre og ligestille dem med levende mennesker. ”Retten Til Liv” sætter med deres budskaber potentielt liv over et ægte liv – den gravides. For et foster er ikke andet end potentielt liv. Den gravide derimod er et levende menneske, som altid skal have ret til at afbryde graviditeten. Den gravides krop er lige præcis den gravides krop, og et foster, som hverken er selvforsynende eller egenrådig, skal aldrig prioriteres over den gravide.
Retten til fri abort er en grundsten i kampen for reproduktive rettigheder, altså retten til at bestemme hvornår og hvordan ens reproduktive organer bliver brugt og ikke bliver brugt. Mange andre steder i verden, end i Danmark, handler kampen også om at kæmpe for, at fri abort, reelt er frit. At man ikke skal vente et bestemt antal dage, eller noget så simpelt, som, at der er en abortklinik tæt på hvor man bor. Det handler også om kæmpe imod tvangssterilisationer, af især racialiserede kvinder, og om, at børn ikke bliver fjernet pga. racistiske politikker.

Det er nemt at afskrive ”Retten Til Liv” som nogle enkelte tosser. Desværre er dette ikke en mulighed. For det første skal enhver organisation, der kan mobilisere til at sætte 20.000 klistermærker op i landets næststørste by, tages seriøst. For det andet har de her klistermærker virkelige konsekvenser for virkelige mennesker, når de fylder i gadebilledet, som de har gjort. Tilstedeværelsen af klistermærkerne, er med til at påføre skyld og skam på personer, der kan have oplevet en abort som et svært, men nødvendigt valg. Det er direkte usmageligt, og de eneste, der bør skamme sig er ”Retten Til Liv”, der propaganderer for at frarøve gravide kropslig autonomi. For det tredje, demonstrerer foreningen, at rettigheder vi ofte tager for givet ikke er permanente eller åbenlyse. Vi skal hele tiden kæmpe for at sikre retten til eget liv, retten til egen krop og retten til fri abort.

Derfor er det også fedt, at mange har taget det i egen hånd at fjerne klistermærkerne eller strege dem over. Det er blandt andet sket som led af spontan organisering på sociale medier.
Den sidste måned har SUF ført en feministisk og antiracistisk skolestartskampagne på landets ungdomsuddannelser, blandt andet under parolen: ”Vi vil kunne starte, gennemføre eller afbryde en graviditet, når vi ønsker det”.

Så længe, der er højreekstremister, der vil fratage gravide retten til deres egen krop, vil SUF være der til at svare og kæmpe igen. Vi vil ikke acceptere tilbagegang i den feministiske kamp!

 

Vedtaget af SUFs ledelse, 10. september 2017