For en feministisk og antiracistisk skolestartskampagne

Nyheder | Onsdag, maj 17, 2017 - 14:57

For en feministisk og antiracistisk skolestartskampagne

SUF griber ind i det globale feministiske momentum og arrangere en feministisk og antiracistisk skolestartskampagne.

Udtalelse fra SUFs landsmøde, 21. til 23. april 2017:

Feminismen blomstrer

I løbet af de sidste par år har vi set en spirende feministisk bevægelser over alt i verden. Bevægelserne har et bredt spænd fra Beyoncé foran et skilt med teksten ”feminist”, til kvindestrejker og massive protester. Kampene rummer både offensive og radikale krav, der peger fremad, såvel som forsvar for de rettigheder, vores forgængere fik igennem. 

Den 3. oktober 2016 strejkede mange tusinde kvinder fra både produktivt og reproduktivt arbejde i Polen i protest mod stramninger af abortlovgivningen. Bevægelsen lykkedes med at ryste regeringen tilstrækkeligt meget til, at de droppede stramningerne. Senere på måneden strejkede flere hundrede tusinde kvinder i Argentina i én time og protesterede mod vold imod kvinder. Den 25. november protesterede folk over hele verden på den internationale dag mod vold mod kvinder – især i Latinamerika og Øst- og Sydeuropa. Den største mobilisering var i Italien d. 26. november, hvor mere end 100.000 mennesker gik på gaden i Rom, og hvor der dagen efter blev holdt et stormøde, hvor ca. 1.200 mennesker deltog. 

Da Donald Trump den 21. januar blev indsat som præsident i USA, protesterede feminister over hele verden. Dagen efter gik Women’s March gennem alverdens gader, og i Danmark deltog over 5.000. I USA stillede protesterne sig flere steder solidariske med blandt andet Black Lives Matter og Standing Rock, og herved blev den feministiske kamp knyttet sammen med den antiracistiske, oprindelige folks kamp og klimakampen.

I Danmark har medierne også taget spørgsmålet om feminisme op. Her tegner der sig et billede med to fronter; du kan enten være venstreorienteret og fokusere på økonomiske spørgsmål, eller liberal og fokusere på seksuel og kropslig frigørelse. I SUF mener vi, at kampen for ligeløn og retten til at bruge sin krop, som man vil, går hånd i hånd. Og den skal have et antikapitalistisk, feministisk grundlag.

Op til kvindernes internationale kampdag afholdt SUF Hovedstaden en paneldebat mellem SUF og fire andre ungdomspartier, der alle kaldte sig feministiske. Her viste både vores paneldeltager og spørgsmålene fra SUF’erne blandt tilskuerne, at vores feministiske analyse er overlegen på alle punkter. Vi fik gjort både EU-modstand, kontanthjælpsloftet og 30 timers arbejdsuge til vigtige feministiske kampe - og som de eneste gav vi en skarp kritik af den borgerlige kernefamilie.

Til trods for vores skarpe analyse, har vi ikke altid formået at knytte de kampe, vi kender, til de internationale bevægelser, der er i gang. Det så vi konkret til 8. marts i København, hvor SUF ikke formåede kollektivt at engagere sig i at skabe bevægelse, spille en radikaliserende rolle eller bringe et internationalt perspektiv ind i mobiliseringen. Demonstrationen Feministisk 8. marts i København endte ikke med at blive en del af International Women’s Strike eller at udnytte det fulde potentiale, der eksisterer lige nu for radikale feministiske mobiliseringer. På samme måde kan man rette kritik mod Enhedslisten, der heller ikke ville støtte op om International Women’s Strike eller deltage kollektivt i den store demonstration i København

Vores feminisme

Vores feminisme er intersektionel og antikapitalistisk. Det betyder, at vores feministiske analyser tager højde for ting som hudfarve, økonomi, seksualitet og andre undertrykkelsesformer, som betyder, at ikke alle kvinder oplever undertrykkelse på samme måde. I vores fælles feministiske kamp må vi derfor tage hensyn til, at hvordan undertrykkelse opleves af forskellige grupper uden at gå på kompromis med, at vi kæmper for frigørelse for alle. Vi må samtidig modsætte os et hvert forsøg på at bruge et ”forsvar for kvinders rettigheder” som påskud for at forværre andre gruppers rettigheder. Det er et angreb på vores fælles feministiske kamp, når eksempelvis SF gang på gang er med til at forværre forholdene for racialiserede kvinder, ofte i feminismens navn.

Også på vores del af venstrefløjen findes der desværre folk, der konsekvent taler om "indvandrermiljøer" som mere kvindeundertrykkende end andre miljøer. Samtidig med der herved tales ind i en racistisk og nationalistisk dagsorden, ignoreres også det, at alle kvinder og queers oplever undertrykkelse alle steder i samfundet fra stater, markedet og konservative kræfter. Et eksempel er, når fænomenet social kontrol bliver knyttet til etnicitet. Det er en dybt problematisk måde at anskue undertrykkelse på, som på ingen måde kan pege i retning af reelle løsninger.

Skolestartskampagnen

Netop forbindelsen mellem antiracisme og feminisme skal være hovedemnet i vores skolestartskampagne i år.

Målet med skolestartskampagnen er at få oprettet nogle stærke og aktivistiske lokalgrupper, og ikke at besøge så mange skoler som muligt. Modsat tidligere kampagner er denne derfor ikke slut, når vi har besøgt den sidste skole; det vigtige er, at der sker aktivitet bagefter. Ledelsen arbejder med at få kampagnen op at stå, evt. i samarbejde med Enhedslisten. Skolestartskampagnen er SUFs kampagne og det er derfor SUF der træffer alle væsentlige beslutninger. Skolestartskampagnen skal bruges til at organisere en ny generation af feminister og antiracister med en revolutionær analyse.

Skolestartskampagnen skal stille følgende krav:

·       Ret til sexismefrie uddannelser:
- Samtykke er ikke fraværet af nej, det er tilstedeværelse af et ja.
- Kønsneutralt og normkritisk perspektiv skal indarbejdes i alle dele af uddannelsessystemet og i daginstitutionerne. 

·       Ret til selvbestemmelse over egen krop:
- Vi kræver ret til at tage dét på, vi vil, uanset om det er piercinger eller niqab.
- Vi kræver ret til at elske dem, vi vil, uanset køn og etnicitet.
- Vi kræver ret til drikke os så fulde, som vi vil, uden andre konsekvenser end tømmermænd
- Vi vil frit og trygt at kunne færdes i det offentlige rum uden trusler om hån og vold på baggrund af hudfarve, seksualitet, køn eller religion.

·       Ret til økonomisk og demokratisk uafhængighed:
- En SU, man kan leve af
- Stemmeret til alle, der er fyldt 16
- Billigere ungdoms- og studieboliger
- Mulighed for at komme væk fra familier eller ud af parforhold, som begrænser vores frihed.

·       Ret til at vælge og udtrykke vores køn, præcis som vi vil
- Fri adgang til den sundhedsteknologi, vi måtte have brug for 

·       Ret til altid frit selv at bestemme, hvorvidt vi ønsker at starte, gennemføre eller afbryde en graviditet.

·       Ret til frie og gode uddannelser
- Frit optag op alle uddannelser
- Lærepladser til alle og anonyme ansøgninger
- Afskaf lektier, karakterer og fraværsregistrering