Arbejderkamp

VEDTAGET PÅ SUF'S LANDSMØDE 2011

Arbejderkamp

Livet på arbejdspladsen fylder hurtigt 50 procent af vores vågne timer. Derfor kan vi som mennesker aldrig blive frie, før vi også har fået frigjort vores arbejdsliv og den daglige undertrykkelse vi lever under.

SUF mener grundlæggende, at samfun­det, i sidste ende, skal indrettes efter prin­cippet at man skal ”yde efter evne og nyde efter behov” Det betyder i første omgang at vi skal kæmpe for bedre vilkår for os som arbejdere – det betyder blandt andet flere rettigheder på arbejdsmarkedet, højere løn og bedre ansættelsesforhold.

SUFs mål er, at vi som arbejdere overta­ger styringen med vores hverdag og orga­niserer samfundet, herunder arbejdslivet, demokratisk på de enkelte arbejdspladser. Som revolutionære socialister ønsker vi et opgør med kapitalismen, og det kan kun nås gennem en stærk og politisk organise­ring i arbejdslivet.

Som samfundet ser ud nu, uddannes og arbejder vi for erhvervslivet. Vi arbej­der ikke for vores fælles bedste, men for at skabe mest mulig profit til kapitalisterne. Vi ønsker et samfund, hvor arbejdslivet er indrettet efter menneskers behov, ikke hvor mennesker skal indrette sig efter ar­bejdsmarkedets behov. Vi vil en produk­tion, som er indrettet efter hvad der er bedst for fællesskabet og ikke hvad der bedst kan betale sig for kapitalisterne.

Klassekampen er skærpet

For at kunne have et fælles perspektiv og en fælles strategi med vores politiske ar­bejde omkring arbejdsmarkedet og vores faglige organisering, er det vigtigt at vi har en fælles forståelse for, hvordan arbejds­markedet og klassekampen ser ud i dag. Her følger en analyse af centrale dele af ar­bejdsmarkedet som det ser ud i dag.

Vi ser på arbejdsmarkedet og i arbejds­livet en tilspidset klassekamp, hvor mod­sætningerne mellem kapitalister og arbej­derklassen bliver tydeligere og tydeligere. Ikke fordi den politiske bevidsthed i arbej­derklassen bliver større, eller fordi arbej­derklassen i højere grad organiserer sig. Men fordi den økonomiske krise har fået kapitalen til at rette endnu hårdere angreb mod arbejderklassen, for at kunne produ­cere mere og skabe større overskud.

Det giver os en mulighed for at komme i tale med kollegaer, for derigennem at politisere og vinde opbakning til per­spektiverne om et nyt system, som ikke er indrettet efter kapitalens trang til at tjene penge. Men er indrettet efter den brede be­folknings behov for et socialt og bæredyg­tigt samfund, et socialistisk samfund.

En løn til at leve af

Lønnen i Danmark er steget stødt siden anden verdenskrig. Det skyldes primært, at der siden anden verdenskrig har været en opgangsperiode. Men som en fast del af dette system, er fremgangen midlertidig og ender altid i en krise. Derfor oplever vi i disse år hårde slag mod reallønnen, som kan resultere i lønnedgang på mange tu­sinder kroner for almene lønmodtagere.

Men i høj grad også fordi, vi gennem det sidste århundrede har oplevet en frem­drift i organisering af lønmodtagere, som i yderste konsekvens har endt med revolu­tioner mod overklassen. Hvilket har måtte presse den danske kapital til at give ind­rømmelser og acceptere lønforhøjelser, for at undgå opstand.
SUF tager det som en selvfølge, at sam­fundet skal indrettes efter en ligelig for­deling af goderne. Indtil dette sker vil det være en fast kamp at kæmpe for højere lønninger for almindelige lønarbejdere.

Især skal lønnen hæves for dem der i dag arbejder på lavtlønsområder, og det er centralt at fagbevægelsen står sammen om dette og udviser solidaritet mellem for­bundene. Derfor mener SUFogså, at løn­stigninger primært skal tilkæmpes i kro­ner og ører, frem for i procenter. Det vil være en forbedring for de lavtlønnede.

Et sikkert og sundt arbejdsliv

På samme måde som lønningerne konse­kvent forsøges holdt nede, bliver regler for arbejdsmiljø og sikkerhed forsøgt omgået af direktører, mestre og virksomhedsejere. Det er kapitalens indbyggede logik at der kun bliver taget hensyn til arbejdsmiljø og sikkerhed, så længe det kan betale sig for chefen.SUF mener derimod at netop arbejds­miljø og sikkerhed skal sættes i centrum på det danske arbejdsmarked. Der skal ar­bejdes for at bevidstgøre lønmodtagerne om, at retten til et sikkert og sundt ar­bejdsliv går hånd i hånd med kampen for en højere løn.

Samtidig er det vigtigt at skærpe bevidst­heden på de enkelte arbejdspladser om, at vi som kollegaer skal stå sammen om at forsvare de arbejdsmiljø- og sikkerheds­rettigheder vi har tilkæmpet os, selvom de i det daglige er under pres. Samtidig skal vi også skærpe bevidstheden om at det er hamrende usolidarisk, når den enkelte går på kompromis med arbejdsmiljøet og sik­kerheden på arbejdspladsen.

For at forebygge yderligere undergrav­ning af vores sikkerheds- og arbejdsmiljø­forhold, mener SUF at der skal investeres i øget kontrol med firmaer. Samtidig skal der være bedre muligheder for at slå ned på firmaer der ikke overholder reglerne, gennem strengere straffe og højere bøder.

Fordel arbejdet

Gennem de sidste 100 år, er det lykke­des fagbevægelsen at sænke arbejdstiden markant, men vores samlede arbejdstid er netop nu under hårdt pres. Både højreflø­jen og S-SF vil fremtidssikre den danske økonomi, ved øget ugent­lig arbejdstid og at vi bliver flere år på arbejdsmarkedet.

I SUF har vi et alternativ! I stedet for at producere og arbejde for at skabe pro­fit skal vi arbejde for at drive samfundet fremad og styrke fællesskabets interesser. Vi skal arbejde alt efter hvad samfundet har behov for, ikke for at de rige kan tjene flere penge.

Derfor vil SUF fordele arbejdet og ned­sætte arbejdstiden, uden at det skal betyde vi går ned i løn. At fordele arbejdet bety­der at ingen skal tvinges til at gå arbejds­løse, vi mener nemlig at alle har ret til et arbejde.

Det kønsopdelte arbejdsmarked

Arbejdsmarkedet i dagens Danmark er i høj grad opdelt på baggrund af køn. Der arbejder langt flere kvinder i omsorgsjobs, som SOSU-hjælper, sygeplejerske, pæda­gog og lignende. På samme måde arbejder der flest mænd i jobs som murer, autome­kaniker og langtidschauffør. Fællestræk for ovenstående er at de såkaldte kvinde­jobs som oftest falder indenfor den offent­lige sektor og de såkaldte mandejobs som oftest falder indenfor den private.

Kvinder får i gennemsnit cirka 20 pro­cent mindre i løn end mænd. Der er flere årsager til at det forholder sig så­dan. Grundlæggende set, er kvinder op­draget til at være relationsorienterede, i modsætning til mænd som er opdraget til at sigte efter endemålet. Derfor appellerer jobs i reproduktionen – alle de ting der skal gøres for at vi kan producere – mere til kvinder, da det ofte drejer sig om på den ene eller anden måde at tage sig af andre mennesker. På samme måde appellerer jobs i produktionen – der hvor man frem­stiller konkrete ting, for eksempel huse – mere til mænd, da det drejer sig om at levere et produkt. I SUF ved vi, at kvinder ikke er genetisk disponeret til ikke at ville deltage i produktionen og kun deltage i reproduktionen.

At mænd og kvinder bestrider forskel­lige typer jobs forklarer dog ikke i sig selv hvorfor kvinder får mindre i løn. For at forstå hvorfor mandefag er bedre betalte end kvindefag er man nødt til at kigge historisk på kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.

Før man i Danmark udviklede velfærds­staten blev arbejdsopgaver som børnepas­ning, ældrepleje og lignende omsorg pri­mært varetaget indenfor familien. Da man kollektiviserede disse arbejdsopgaver, som tidligere primært var udført gratis af kvinder, begyndte kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet blandt andet for at bestride disse jobs. At man begyndte at betale kvinderne løn for dette arbejde var naturligvis et fremskridt, men ideen om at omsorgsarbejdet er mindre værd hæn­ger stadig ved den dag i dag. Det betyder at samfundet desværre ser det at passe og uddanne børn, som mindre vigtigt end at passe maskinerne på en fabrik. Samtidig ses omsorgsarbejdet som noget, der til hver en tid kan skubbes tilbage i privaten og gøres ulønnet, i tider med høj arbejds­løshed. Desuden er det i kapitalens inte­resse at have så lille en offentlig sektor som muligt.

Historisk set har mændene haft den for­søgende løn, mens kvinders løn mere er blevet vurderet som et tilskud. Denne so­ciale mekanisme ses stadig den dag i dag, eksempelvis på den måde man træffer be­slutningen om hvem der skal gå på barsel.

SUF vil udvide den offentlige sektor til også at omfatte områder som for eksempel privat rengø­ring og madlavning. På den måde sikrer vi, at alle får løn for det samfundsnyttige arbejde de laver. Desuden kan det betale sig for samfundet at kollektivisere disse centrale opgaver i stedet for kun at vare­tage dem i privaten.

SUF vil have lige løn, for lige arbejde. Vores alles tid er lige meget værd og vores arbejdsfunktioner er lige vigtige

Arbejde til alle

Arbejdsløshed eksisterer kun for at presse lønninger og arbejdsforhold. Arbejdsløshed får arbejderne til at kon­kurrere om de jobs der er og underbyde hinanden på løn og arbejdsforhold. Arbejdsløshed er derfor en indgroet del af det kapitalistiske system. Under den økonomiske krise, har vi set en eksplosion i arbejdsløsheden og den borger­lige regering har samtidig gjort livet surt for de arbejdsløse, ved at indføre øget kontrol, bureaukrati og hovedløs aktivering.

SUF mener det er en velfærdsrettighed at have et arbejde. Vi mener ikke man skal kaste arbejdsløse ud i aktivering. Det er de­motiverende for den arbejdsløse, fungerer som løntrykkeri, sender de arbejdsløse ud i fattigdom og er et hårdt psykisk pres. Derfor vil SUF også arbejde med organisering af arbejdsløse som selvstændig gruppe, både for som kammerater at understøtte hinan­den, men også i et forsøg på ikke at komme til at virke som løntrykkere for arbejdende kollegaer.

I SUF mener vi, at vores samfund kan bruge alle borgere i arbejdet for vores fælles bedste. Enten ved at nedsætte vores fælles arbejdstid, ved at beskæftige de ledige i of­fentlige projekter til gavn for samfundet eller gennem fastholdelse af arbejdspladser ved nationalisering eller lignende tiltag.

Stop social dumping

SUF er imod EU. EU er skabt for at styrke ka­pitalens interesser, ved primært at bygge på fri bevægelighed for penge og arbejde. Denne grundsten i EU er ikke skabt for at styrke det interne samarbejde, eller give lønmodtagere friheden til at flytte over grænser. Denne åb­ning af grænser for arbejdskraften, er ene og alene sat i stand for at arbejdsgiverne har et større udbud af arbejdskraft. På den måde kan de dumpe løn og arbejdsforhold.

Løndumping er præcis hvad vi ser i disse år når vores arbejdsmarked bliver overrendt af udenlandsk arbejdskraft der arbejder til langt under gennemsnitslønnen. SUF har intet problem med udenlandsk arbejdskraft, eller at lønmodtagerne kan flytte rundt mel­lem landende. Men når det sker skal det ikke resultere i social dumping hvor man presser levestandarten ned til laveste fællesnævner. Derfor må det sikres, at alt arbejde der ud­føres i Danmark overholder gældende overenskom­ster og regler”. Som arbejdsmar­kedet ser ud i dag, mener vi at det er vigtigt at forsvare den danske aftalemodel og den danske enhedsfagbevægelse.

SUF ønsker et effektivt redskab mod so­cial dumping. Kampen imod social dumping skal føres af fagbevægelsen lokalt, nationalt og internationalt og understøttes af tiltag som: bygherreansvar, åbne regnskaber, kæ­deansvar, flere ressourcer til SKAT, genind­førsel af eksklusivaftaler og at kommuner, regioner og stat tager deres ansvar på sig, og kun bruger organiseret arbejdskraft – både i det offentlige og gennem underentrepenører, ved udliciteringer og så videre.

Nej til fattigdom – hæv dagpengene

I Danmark er arbejdsmarkedet indrettet ef­ter flexicurity-modellen. Det vil sige, at ar­bejderne er fleksible igennem for eksempel korte opsigelsesvarsler til gavn for arbejdsgi­verne. ” På samme tid burde vi have haft en sikker­hed på arbejdsmarkedet, såfremt man blev fyret, primært gennem dagpengesystemet”. Denne model har været en af grundstenene til at fagbevægelsen har kunnet presse lønnen op, da arbejdsgiverne er sikret kun at skulle betale for den ar­bejdskraft de selv mener de har behov for. Igennem de sidste årtier har vi set angreb på arbejdernes sikkerhed i modellen, ved blandt andet forringelser dagpenge og ret til voksen- og efteruddannelse.

Derfor vil SUF hæve dagpengesatsen, ud­vide dagpenge perioden og gøre det bety­deligt lettere at optjene retten til dagpenge, hvilket blandt andet skal ske ved at give magten tilbage til de faglige A-kasser, mindre kontrol og regulering” Samtidig vil vi udvide retten til voksen- og efteruddannelse og afbureaukratisere beskæftigelsessystemet.

Unge skal organiseres

Unge har en central og udsat plads på ar­bejdsmarkedet. Unge arbejder ofte til lav løn og stiller lavere krav til fysisk- og psy­kisk arbejdsmiljø. Det gør, at unge bruges til at holde lønningerne nede og presse resten af arbejderklassen. Blandt andet, med und­skyldningen om, at de er under oplæring eller uddannelse. Unge arbejder ofte uorga­niseret ved ikke at stå i fagforening og har desuden en løs tilknytning til arbejdsmar­kedet. På den måde, er de en let gruppe at udnytte til skade for de samlede løn- og arbejdsforhold.

En stor del af SUFs medlemmer er enten i lære eller går som ungarbejdere. Blandt an­det derfor, er lærlinge og ungarbejderes vil­kår centrale i SUFs arbejde.
SUF arbejder først og fremmest for at unge organiserer sig, både sammen med andre unge, men også samlet med de ældre kolle­gaer. På den måde bliver de politisk bevidst­gjort om deres plads i produktionen.

Det er vigtigt at styrke lærlingene og ung­arbejdernes organisering gennem uafhæn­gige klubber, fagbevægelsens ungdomsfor­bund og Erhvervsskolernes Elev-Organistion (EEO). Kun gennem stærk organisering kan lærlingene og ungarbejderne opnå en styrke så de bliver i stand til at sige fra overfor arbejdsgiverne.

Vi kæmper side om side

Samlet for alle de aktuelle kampe på arbejds­markedet er, at de skal kæmpes og vindes af arbejderklassen selv.

I SUF er arbejdsklassen ikke en fjern flok som vi vil frigøre og befri fra de onde kapi­talister. Vi er en del af arbejderklassen, og kæmper side om side med vores kollegaer og kammerater, for den fælles frigørelse.

Arbejderklassens frigørelse er arbejder­klassens eget værk. Vi når kun frigørelsen gennem politisering, aktivering og organi­sering af arbejderklassen, i arbejderbevægel­sens egne organisationer. Som spydspids og frontkæmper i arbejderbevægelsen står fag­bevægelsen, som den vigtigste bevægelse i kampen for socialisme.