Kæmp for dine venner, og dem du ikke kender

Kæmp for dine venner, og dem du ikke kender

 

Den kommende Folketingsvalgkamp er en unik mulighed for, at vi som progressive unge, kan politisere vores venner, kammerater og kollegaer og dermed organisere og inkludere dem i vores lokale og nationale fællesskab.
Folketingsvalg, skolevalg og Europa-Parlamentsvalg er mange unges første møde med den politiske kamp, og derfor er det altafgørende at de kommende valgkampe er en stærk, politisk prioritering for os, i Socialistisk Ungdomsfront.

 

Det kommende år er et valgkampsår

Den blå regering og højrefløjen har med Venstre i spidsen hærget landet i alt for lang tid. Regeringen fører en racistisk, ulighedsskabende og klimadestruerende politik, som kun gavner de slipsedrenge, der betaler dens valgkamp. Desværre stod det ikke meget bedre til under den socialdemokratiske regering, der sad på posten før. Det viser, at der er brug for bred, folkelig modstand, og det skal vi bruge valgkampen til at skabe. Som en del af den unge, revolutionære venstrefløj, skal vi være dem, der går på gaden, stiller krav og kræver handling. Derfor må og skal Socialistisk Ungdomsfront have det kommende folketingsvalg som sin højeste prioritet.

 

Sammen er vi stærke

Da Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront i 2011 sammen førte den bedste valgkamp, begge organisationer endnu har haft, voksede Socialistisk Ungdomsfront med over 400 medlemmer. Det kan vi gøre igen! Socialistisk Ungdomsfronts ungdomsvalgkampsgruppe (UVK-gruppen) har i over et år lagt mange vågne timer i at udvikle og forberede den sejeste valgkamp. Vores organiseringsstrategi bygger på inddragelse, medskabelse og mangeartede muligheder for at engagere sig. Et stærkt valgkampssekretariat og standhaftige aktivister, vil sørge for at indsatsen på alt lige fra sociale medier til konkret gadeaktivisme vil være stærkere end vi længe har set. Men planer er ikke andet end ord på et papir, før at der er nogen som går sammen om at føre planerne ud i livet. I UVK-gruppen er vi klar, men for at vi kan få en landsdækkende, inddragende og mobiliserende valgkamp, så skal vi have alle gode kræfter med i arbejdet.

Med visionære, klare og ambitiøse 21 dages planer, på lokalt og nationalt plan, vil vi være at se i hele landet. Det kommer til at skyldes alle vores nuværende og kommende lokalgrupper, som allerede nu arbejder på højtryk for at skabe den valgkamp, der betyder noget for dem. Vi glæder os til at kæmpe side om side med den røde ungdom og lave den bedste Folketingsvalgkamp i Socialistisk Ungdomsfronts historie!

 

 

Udtalelse fra SUFs Aktivitetsmøde 2018